Verden Rundt

25. marts 2013 16:44 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Verden Rundt
Billede mangler

Kvinde risikerer fængsel efter tyveri af kødboller

 

USA: En kvindelig husholderske på en amerikansk militærbase risikerer at komme i militærfængsel på grund af en mistanke om, at hun har stjålet en pose med frosne kødboller fra et cafeteria på basen West Point i New York, skriver Huffington Post.

Det skete i januar, hvor den 56-årige kvinde blev pågrebet af nogle ansatte. Militærpolitiet sigtede hende efterfølgende for tyveri og besiddelse af tyvekoster.

Kvinden nægter sig imidlertid skyldig. Hun fastslår, at hun fandt posen med kødboller i en skraldespand, og at hun ville smide dem ud. Sagen forventes at blive afsluttet i april, og hvis kvinden bliver dømt, kan straffen lyde på helt op til en bøde på 1.000 dollar og et år i militærfængsel.

Kirker frygter vielser foretaget af Jedi-riddere

SKOTLAND: Kirkens ledere i Skotland frygter, at en ny lovgivning vil føre til, at par bliver viet af Jedi-riddere, kendt fra filmen Star Wars, skriver web.orange.co.uk.

Kirken i Skotland frygter således, at en ny lov om vielser og registrerede partnerskaber indeholder et smuthul, og er særligt bekymret over, at loven giver par med »en anden tro« mulighed for at blive viet.

»Den kategori er ganske forbløffende, fordi det er en kategori om tro uden en egentlig definition af tro,« siger pastor Iver Martin til web.orange.co.uk.

»Der findes mange forskellige mennesker i et mangfoldigt samfund som vores, for hvem tro kan betyde stort set alt, for eksempel »Jorden er flad-foreningen« eller »Jedi-ridder-foreningen«. Hvem ved?« tilføjer pastoren.

Kim inspicerer hærens musik-instrumenter

NORDKOREA: I Nordkorea synger soldaterne, »vi vil forsvare General Kim Jong-un på bekostning af vores liv«, når de skal holde moralen oppe med lidt fællessang. Søndag inspicerede og roste hovedpersonen soldaternes musikinstrumenter, som de selv havde fremstillet til formålet, skriver det statslige nyhedsbureau KCNA ifølge Reuters.

Den skarpe retorik mod Vesten lagt på hylden for en stund, for Kim Jong-un var mere end begejstret over de trommer og guitarer og sagde blandt andet, at »det er vigtigt at lave kvalitetsinstrumenter, så soldater kan tilbringe deres værdifulde dage i hæren fyldt med militær optimisme og glæde«.

Efterfølgende inspicerede han overfrakker til eleverne på de øverste militære skoler og kom med forslag til forbedringer, skriver Reuters.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu