Verden rundt

5. april 2013 18:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Verden rundt
Billede mangler

Politi fandt 12 guldbarrer i familiebil

SCHWEIZ: Grænsepolitiet ved Ponte Chiasso mellem Schweiz og Italien gjorde et højst usædvanligt fund påskedag. I fodpanelet på en bil med en 53-årig chauffør, hans kone og deres tre børn, fandt tolderne 12 guldbarrer pakket ind i avispapir.

»Det lignede en ganske almindelig påskeudflugt med familien,« siger en kilde i politiet ifølge Huffington Post til flere internationale medier.

Hverken faren, moren eller de tre børn kunne forklare, hvordan guldet, der vurderes til at være cirka 35 millioner kroner værd, var havnet i bilen.

Guldfundet skal ses i forbindelse med, at italienske myndigheder i november afslørede en gruppe guldsmuglere, der er mistænkt for at købe guld i Italien for at smugle det over grænsen til Schweiz. Ifølge BBC har politiet konfiskeret guld for cirka 1,15 milliarder kroner.

Mor fødte på Radisson efter talrige hospital-afvisninger

STORBRITANNIEN: I stedet for at føde sit barn på et tophospital i London, som de havde betalt flere tusinde kroner for, måtte den 39-årige Michelle Booth tage til takke med et hotelværelse. Hun blev flere gange afvist af fødselspersonalet, som ikke mente, at hun var gået i fødsel, skriver The Telegraph.

Den vordende mor og hendes mand havde ellers indfundet sig på klinikken, da det begyndte at gå stærkt med veerne. Men de blev sendt hjem med beskeden om, at fødslen ikke var langt nok henne. Efterfølgende ringede parret flere gange til hospitalet fra hotelværelset, men blev afvist, og fire timer senere måtte Michelle Booth føde på hotellet.

Den nyfødte søn fik mellemnavnet Reggie, opkaldt efter hotelinitialerne REG, skriver The Telegraph.

Papegøje-skrig fik politi til at rykke ud

CANADA: Politiet havde al mulig grund til at frygte, at nogen var i nød i en ejendom i Brockville, Ontario i Canada. De hørte, hvad der lød som en kvindes skrig fra samtaleanlægget ved opgangen til ejendommen, men erfarede efter at have brudt døren op, at det blot var en papegøje, som skreg, skriver canoe.com.

Episoden bundede i, at samtaleknappen i en kvindes lejlighed på en eller anden måde var blevet slået til. Da en forbipasserende på gaden hørte skrigene, blev politiet tilkaldt.

Den 30-årige beboer, en kvindelig sygeplejerske, var netop gået i seng efter en 12-timers vagt, da politiet brød ind.

»Jeg farede ud af mit værelse og skreg som en gal,« siger hun til canoe.com.

Femårig pige løser Rubiks-terning på 100 sekunder

STORBRITANNIEN: En femårig ??pige har forbløffet de fleste af sine omgivelser ved at kunne løse en Rubiks-terning på bare et minut og 40 sekunder, skriver The Telegraph.

Det sker bare seks måneder efter, at hun fik fat i den verdensberømte terning med farver og felter på alle sider. I første omgang var det talentfulde barn fra Rotherham i England i stand til at få alle felterne på terningen på plads på under fem minutter. Det skete allerede inden hendes fem års fødselsdag i oktober.

Nu sker det imidlertid på under to minutter hver gang, og rekorden er indtil videre på bare 100 sekunder. Hendes far er en meget stolt mand.

»De terninger kan være ganske dyre, men vi har købt hende et par stykker mere. Det er fantastisk at se, hvor hurtigt hun kan gøre det nu,« lyder det fra faren ifølge avisen.

513.308 ansøgninger til drømmejob i Australien

AUSTRALIEN: Mange af os drømmer om sol, vand og strand i øjeblikket, men for 287.000 personer kan en hurtig uge sydpå ikke gøre det. Det er således antallet af personer, der har søgt de seks stillinger, som Tourism Australia har opslået, skriver mirror.co.uk.

»Vi har fået ansøgninger fra næsten alle lande i verden, men flest fra Storbritannien,« fortæller en talskvinde fra turistbureauet til avisen.

I alt har man modtaget 513.308 ansøgninger fra omkring 287.000 personer.

Stillingerne »Down Under« er på seks måneder og omfatter blandt andet en person, der skal anmelde og afprøve begivenheder i og omkring Sydney samt et »smags-job« i det vestlige Australien, som går ud på at besøge restauranter, pubber og lignende.

Derudover er der for eksempel også tale om en livsstilsfotograf i Melbourne og en eventyrer til den australske outback i det nordlige Australien.

I 2009 vandt briten Ben Southall en lignende konkurrence om at blive vicevært på en ø ud for koralrevet Great Barrier Reef i det østlige Australien.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu