Verden rundt

9. april 2013 11:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Verden rundt
Billede mangler

Solgte føntørret fritte som puddel

ARGENTINA: En argentinsk puddelelsker er blevet taget godt og grundigt ved næsen. I håbet om at have anskaffet sig en puddelhvalp, der er et yderst populært kæledyr i Buenos Aires, blev en pensionist narret til at købe en fritte på et marked i hovedstaden. Det oplyser en lokal TV-station ifølge Orange News.

Sælgeren havde flere falske pudler og havde angiveligt føntørret og touperet fritterne, så deres pels fik en fylde, der åbenbart til forveksling kunne minde om den, som en puddel har. En kvinde siger til TV-stationen, at hun også er blevet påduttet en fritte af den touperende sælger i håbet om, at hun havde erhvervet sig en chihuahua.

Sælgeren har en god økonomisk interesse i at »bobbe« fritterne op til hunde-efterligningerne, da pudler bliver solgt for op til 6.000 kroner, mens fritter, der i Argentina også er kendt som »brasilianske rotter« kan fås for mindre end 500 kroner.

Skuffet kvinde underviser mænd i at fri

WALES: Med udgangspunkt i sin egen uheldige erfaring med en utilfredsstillende kæreste er Sam Sheppard fra Monmouthshire begyndt at undervise giftelystne mænd i, hvordan de skal fri til deres kærester.

Den 34-årige waliser har startet »The Proposal Expert« i et håb om, at de britiske frierier bliver mere fuldendte.

»Jeg vil sørge for, at andre ikke kommer til at føle det, som jeg gjorde. Først følte jeg, at han var lidt ligeglad med mig, når han spurgte sådan, selv om jeg selvfølgelig godt ved, at det ikke er sandt,« siger Sam Sheppard om kærestens, Ryan Galeozzi, frieri, der blev afsluttet med »nej tak«.

Sam Sheppard understreger, at alle hendes kunder indtil videre har fået ja til deres frierier. Kunderne har givet alt mellem 100 kroner og 100.000 kroner for at kunne forberede sig med rådgivning fra den walisiske version af Kirsten Giftekniv.

Sam Sheppard er stadig sammen med Ryan Galeozzi, der ifølge Daily Telegraph overvejer at forsøge sig en anden gang.

Det fremgår ikke af historien i den engelske avis, hvorfor Miss Sheppard i første omgang afviste at blive Mrs Galeozzi.

Guvernør indfører cowboy-dag i Arizona

USA: Fremover vil den fjerde søndag i juli være helliget de mænd (og kvinder), der i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet indfangede kvæg på den amerikanske prærie. I hvert fald i staten Arizona.

Guvernør Jan Brewer har besluttet at indføre en »National Cowboy-dag«, hvor statens »unikke cowboy-kultur« skal hyldes.

»Mange af de velsignelser, som indbyggere i Arizona kan nyde godt af i dag, skyldes det bidrag, som Arizonas cowboys og cowgirls har ydet,« siger den republikanske guvernør ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Disse mænd og kvinder af mange forskellige racer og med mange forskellige baggrunde er blandt de mest ægte symboler på det sydvestlige Amerika,« siger Jan Brewer.

Hun vil dog ikke gøre den fjerde søndag i juli til en betalt feriedag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu