Verden rundt

15. april 2013 17:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Verden rundt
Billede mangler

Vrede over Biebers Anne Frank-kommentar

HOLLAND: »Virkelig inspirerende at have mulighed for at komme her. Anne var en fantastisk pige. Forhåbentlig ville hun have været en »belieber««.

Sådan skrev Justin Bieber i gæstebogen efter sit besøg i Anne Frank Museet i Amsterdam forleden. En »belieber« er en teenage-fan af den canadiske verdensstjerne, og hans noget selvoptagede besked har skabt furore på sociale medier, skriver BBC.

»Flot at få et inspirerende øjeblik til at handle om sig selv,« skriver en Twitter-bruger, mens en anden betegner Justin Biebers hilsen i gæstebogen som »ulækker«.

En talskvinde for Anne Frank Museet medgiver over for BBC, at Biebers hilsen muligvis ikke var synderlig fornuftig, men museet vælger alligevel at forsvare den unge sanger.

»Han er 19 år. Han lever et vanvittigt liv. Han gjorde det i en god mening, og desuden er det rart, at han gjorde en indsats. Ingen tvang ham til at besøge museet,« siger talskvinden Maatje Mostart.

Anne Frank var 15 år, da hun i 1945 omkom i koncentrationslejren Bergen-Belsen i Tyskland.

Længste talk show nogensinde

NEPAL: En nepalesisk TV-vært har sat en imponerende verdensrekord.

Værten, Rabi Lamichhane, var således vært for et direkte talk show, der varede i 62 timer i træk. Det skriver britiske BBC.

Undervejs i det maratonlange program interviewede Lamichhane politikere, journalister og kendte under temaet »Buddha blev født i Nepal«. Han snakkede desuden med en stribe seere, der ringede ind for at give deres besyv med.

Den tidligere rekord blev ifølge BBC sat af en TV-vært fra Ukraine, der »blot« sendte direkte 52 timer i træk i 2011. Ifølge reglerne, som er udstukket af Guinness World Record, er det tilladt at holde fem minutters pause for hver times direkte TV.

Lamichhane spiste flere måltider undervejs i sendingen, og opmærksomme og tålmodige seere kunne se, hvordan hans skæg også nåede at vokse.

Slimede kæmpesnegle invaderer Sydfloridas haver

USA: Mens mange danske haveejere allerede er begyndt at forberede sig på endnu en sæson med grådige dræbersnegle, kæmper parker og haveejere i det sydlige Florida i USA med en mindst lige så ækel fjende.

Her er en af de mest destruktive invasive arter nemlig på spil, skriver Reuters. Det drejer sig om den afrikanske kæmpesnegl, som er en af de største snegle i verden.

Den kan blive lige så stor som en rotte og har en glubende appetit, der betyder, at den kan gnave sig gennem selv stuk og gips, og så er den på kraftig fremmarch.

Hver uge bliver mere end 1.000 af de store bløddyr fanget i Miami, og siden den første afrikanske kæmpesnegl blev spottet af en haveejer i september 2011, har man fanget over 117.000 af dem, siger Denise Feiber, der er talsmand for Floridas svar på Vej og Park.

Om cirka syv uger begynder regnsæsonen i Florida, og så ventes sneglene at myldre frem. Mange husejere skal nok forvente, at de ikke blot vil møde dem i blomsterbedet, men også inden døre. Sneglene har nemlig en forkærlighed for stukken i loftet, fordi de har brug for kalken til deres skaller.

Myndighederne i Florida arbejder nu på at finde ud af, hvor invasionen stammer fra. Et bud er de caribiske øer som eksempelvis Barbados, hvor der er store problemer med de afrikanske kæmpesnegle. Deres skaller ligger og flyder på motorvejene, hvor de punkterer bilisternes dæk, mens deres slim og ekskrementer dækker gader og fortove.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu