Verden Rundt

19. april 2013 17:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Verden Rundt
Billede mangler

Sexsulten 77-årig kvinde fik 22 millioner

JAPAN: Hvis hun har været alle pengene værd, må hun have været fuldstændig forrygende. En 77-årig japansk kvinde har gennem syv år modtaget 22 millioner kroner af en 79-årig mand, som hun dyrkede lagengymnastik med.

Kvinden brugte de mange penge på flere luksusbiler samt en eksklusiv lejlighed. Manden måtte låne penge for at kunne betale hende. Han endte med at gå i retten, fordi han ikke mente, han havde betalt for sex, men blot lånt kvinden penge. Det skriver avisen Sports Nippon.

Retten i Shizuoka har nu fastslået, at kvinden hverken har evnen eller viljen til at betale pengene tilbage, og derfor er der blot at håbe, at manden trods alt føler, han fik valuta for de mange millioner.

Tandlæge ryddede Christophers mund ved en fejl

USA: 21-årige Christopher Crist fik et chok, da han vågnede i en tandlægestol i Indianapolis. Det var meningen, at han skulle have trukket tre tænder ud, men tandlægen fjernede ved en fejl samtlige tænder.

»De gav mig piller, som gjorde mig døsig, og de blev ved med at bedøve mine gummer. De fjernede de første tre tænder, som jeg havde bedt dem om, men så fortsatte de ellers bare til alle tænder var væk,« siger han til tv-stationen WTVR.

Efter sagen er nået offentlighedens kendskab, har flere vidner meldt sig. Sheena Cortez fortæller, at hun opholdt sig i et tilstødende værelse på klinikken, da Christopher Christ sad i tandlægestolen.

»Jeg har aldrig set en tandlæge hive tænder ud på den måde. Det var uhyggeligt,« siger Cortez til Fox News.

Ukendte gerningsmænd skød elefant

USA: Ukendte gerningsmænd skød ifølge Sky News forleden en asiatisk elefant i skulderen under et såkaldt drive-by skyderi i Mississippi.

Elefanten var ikke på noget tidspunkt i livsfare, oplyser en talsperson fra det amerikanske cirkus. Dyreværnsgruppen Peta har efterfølgende udlovet en dusør på 30.000 kroner for oplysninger, der fører til anholdelse af gerningsmændene.

Dårligt boldøje har en naturlig forklaring

VERDEN: Nu får alverdens fodboldspillere – både professionelle og amatører – en brugbar undskyldning, når de næste gang kanonerer læderkuglen langt over mål. Et nyt studie fra Sektion for Idræt på Aarhus Universitet viser nemlig, at det er meget naturligt. Man sparker simpelthen hårdere og højere, når man rammer en bold, der kommer trillende mod én.

»Hvis man ikke korrigerer sit spark, men bare sparker lige så hårdt, som man ville til en stilleliggende bold, så vil bolden med stor sandsynlighed ryge over mål,« siger Thomas Bull Andersen, lektor og fodboldforsker ved Aarhus Universitet, til videnskab.dk.

I studiet har deltagerne henholdsvis sparket til en bold, der kom trillende mod dem med otte kilometer i timen og til en bold, der lå stille. Thomas Bull Andersen har også en forklaring på, hvorfor bolden flyver mere opad.

»Det handler om boldoverfladens fart. Forsiden af bolden er hele tiden på vej nedad, og når den rammer din fod, så vil boldens fart blive bremset af en kraft der vender opad,« siger han til videnskab.dk.

Sygehusdøre kvæster adskillige patienter

DANMARK: Man risikerer at komme til skade på sygehuset. Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser ifølge ekstrabladet.dk, at der i gennemsnit registreres cirka 30 skader i svingdøre på sygehuse årligt.

På Rigshospitalet er fire ældre personer i løbet af det seneste halve år faldet eller blevet skubbet af en svingdør, fortæller Gunnar Teis Hansen, centerdirektør i servicecentret på Rigshospitalet.

»Nogle af de ældre patienter er ikke kommet alvorligt til skade, men nogle har fået brud på arme eller hofter,« siger han til ekstrabladet.dk.

Rigshospitalet undersøger muligheden for at åbne alternative indgange ved siden af svingdørene.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu