Vestager og co. enige om loft over bankbonusser

5. marts 2013 13:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vestager og co. enige om loft over bankbonusser
Billede mangler

Der er bred enighed blandt EUs økonomi- og finansministre om at indføre et loft over bankbonusser.

 

Det konkluderer den irske finansminister, Michael Noonan, på tirsdagens Ecofin-møde i Bruxelles, og den danske økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager (R), er glad for, at de europæiske ministre har fundet fælles fodslag.

»Enighed om banker: Klare, skrappe krav til kapital og likviditet: Mere og bedre. Kan fastholde max 50 % bonus. Godt!« skriver Margrethe Vestager på sin Twitter-profil.

Europa-Parlamentets medlemmer blev i sidste uge enige om en foreløbig aftale om nye finansielle regler, der blandt andet skal lægge et loft på bankbonusser.

Aftalen betyder, at der maksimalt vil kunne udbetales en årsløn i bonus. Det kan dog forhøjes til to i særlige tilfælde, hvis der er udtrykkelig accept fra aktionærerne.

Danmark kan med aftalen beholde sit strengere loft over bankbonusser på 50 procent af en årsløn. Det udtrykte Margrethe Vestager tilfredshed med på tirsdagens møde i Bruxelles.

»Vi sætter pris på, at vi nationalt kan have strengere regler omkring bonusser. Danmark har en regel om højst 50 procent, og det er godt, at vi kan bevare det. Det er en god dag, hvor vi stabiliserer den finansielle sektor i Europa,« sagde hun på mødet.

Topfolk i den finansielle branche har tidligere fået bonusser på flere gange deres årsløn, og det har ført til stor forargelse i befolkningerne især i lyset af den seneste tids store redningspakker til bankerne.

Storbritannien har været den mest højlydte modstander af et loft over bonusserne. Finansminister George Osborne frygter, at reglerne vil begrænse væksten og få virksomheder til at flygte ud af Storbritannien.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu