Vestager om bonusloft: Endelig, endelig, endelig

5. marts 2013 17:05 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vestager om bonusloft: Endelig, endelig, endelig
Billede mangler

»Endelig, endelig, endelig.«

 

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er meget tilfreds, efter at de europæiske økonomi- og finansministre tirsdag nåede til enighed om at sætte loft over, hvor meget banker må betale i bonus til deres ansatte.

»Det er super fedt. Det var vores højeste prioritet under det danske formandskab, og jeg forhandlede det selv første gang i 16 timer. Så var der to lande, vi ikke havde med, og så tog vi den en gang til og fik alle lande med på hele grundsubstansen om, hvad for kapitalkrav, likviditetskrav og værktøjer, som de enkelte lande har at gøre med. Så det er simpelthen en stor dag,« siger Margrethe Vestager.

Aftalen betyder blandt andet, at europæiske banker maksimalt vil kunne udbetale én årsløn i bonus til deres ansatte. Det kan dog forhøjes til to i særlige tilfælde, hvis der er udtrykkelig accept fra aktionærerne.

Danmark bevarer sine skrappere regler om, at der kan udbetales bonusser på højst 50 procent af årslønnen.

»Der vil stadig være noget national fleksibilitet, men i hovedreglen bliver der en anden konkurrencesituation samtidig med, at vi som borgere har bevidstheden om, at vi har fået en langt mere solid og måske også lidt mere kedelig banksektor i fremtiden,« siger Margrethe Vestager.

På Ecofin-mødet i Bruxelles var der bred enighed om at indføre loft over bankbonusser. Storbritanniens finansminister George Osborne modsatte sig dog.

Han frygter, at reglerne vil begrænse væksten og få virksomheder til at flygte ud af Storbritannien, men det forstår Margrethe Vestager ikke.

»Det kan godt være, at det lyder som om, jeg lige er kommet ind med firetoget, men jeg synes, det er svært at forstå, at 100 procent bonus ikke er nok, at 200 procent bonus ikke er nok – for det kan man nemlig få lov til, hvis man bare spørger sine aktionærer – samtidig med, at der er forskellige andre muligheder. Jeg synes sådan set, det er en meget god aftale, der er blevet lavet. Især i lyset af, at vi i Danmark kan beholde vores skrappere regler,« siger hun.

Der er endnu et par tekniske detaljer, som skal falde helt på plads, inden der kan indgås en formel aftale om loftet over bankbonusser, men det ventes at ske inden for et par uger.

Topfolk i den finansielle branche har tidligere fået bonusser på flere gange deres årsløn, og det har ført til stor forargelse i befolkningerne især i lyset af den seneste tids store redningspakker til bankerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu