Vestager populær trods Facebook-modvind

19. august 2012 17:41 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Vestager populær trods Facebook-modvind
Billede mangler

Hun er blevet kaldt “kynisk og arrogant” på Facebook, og det radikale bagland har hele ugen efterlyst hjælp til de danskere, som risikerer at miste deres dagpenge til nytår.
Alligevel går økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestagers parti De Radikale frem i ny meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.
Målingen viser samtidig, at Enhedslisten fortsætter den bratte nedtur efter sommerens snak om revolution.
Ifølge målingen vil 10,3 procent af vælgerne stemme på De Radikale, hvis der var folketingsvalg i morgen i forhold til 9,8 procent for to uger siden.
Politisk kommentator Hans Engell mener dog, at den pæne måling for Vestager skyldes, at slagsmålet dagpengene endnu ikke er slået igennem hos vælgerne.
– Jeg tror, debatten om dagpengene kan sætte nogle spor, og det kommer vi til at se i de næste målinger. Denne måling er i høj grad en afspejling af sommerens debat, siger Hans Engell.
Han peger på, at vælgerne bevæger sig lidt rundt mellem partierne i hver blok, men at blokkene står nogenlunde fast over for hinanden.
Lars Løkke Rasmussen (V) og blå blok står til 97 mandater, mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og rød blok kun kan mønstre 78 mandater.
Det står dog klart, at Enhedslisten fortsætter nedturen, efter at medlemmer af hovedbestyrelsen og folketingsgruppen har diskuteret fordelene ved at afskaffe militær, politi og privat ejendomsret og gennemføre en revolution.
Enhedslisten har været helt oppe på 12,3 procent af stemmerne, men går igen tilbage og ligger nu på 8,9 procent.
Det er fortsat 2,2 procentpoint over valgresultatet, men faldet viser, at interessen for Enhedslisten er kølnet hos de røde vælgere, der har været skuffet over regeringens økonomiske kurs, mener Hans Engell.
– De ønsker en klar venstrefløjsprofil på regeringen, men de ønsker ikke en debat om, hvorvidt der skal gennemføres revolution i Danmark eller ej, siger Hans Engell.
Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt Nielsen har forsøgt at skære igennem, men det er ikke nok:
– Debatten er endt uforløst med forskellige meldinger fra forskellige personer i Enhedslisten, og det koster. Men de vil prøve at vinde det tabte ind ved at markere sig i forbindelse med de kommende finanslovforhandlinger, siger Hans Engell.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu