Vestager vil have flere til at stemme

7. marts 2013 17:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vestager vil have flere til at stemme
Billede mangler

Blot 66 procent af vælgerne satte deres kryds ved det seneste kommunalvalg. Det er den laveste valgdeltagelse i 35 år, og den fiasko må ifølge indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R) ikke gentage, når danskerne senere på året skal vælge byråd og borgmestre.

 

Hun har derfor sendt et brev til landets 98 kommuner, hvor hun opfordrer dem til at gøre en indsats for at få borgerne til at deltage i lokaldemokratiet. Ministeren foreslår blandt andet, at man opretter valgsteder, hvor vælgerne færdes eksempelvis på banegårde og uddannelsessteder.

»Vi skal have alle med, når der er valg. For det at sætte sin stemme er ikke bare at sætte et kryds ved et parti eller en kandidat. Det er også en helt central måde at deltage i demokratiet på,« siger Margrethe Vestager.

Hun peger på København som en foregangskommune på området. Ved folketingsvalget i 2011 kunne københavnerne eksempelvis stemme midt i folkemylderet på Hovedbanegården.

»Det benyttede mange vælgere sig af. Og måske kan man få flere unge til at stemme, hvis kommunerne giver dem mulighed for at brevstemme på deres uddannelsessted. Valgloven giver gode muligheder for, at kommunerne rykker brevstemmestederne ud, hvor folk er,« siger økonomi- og indenrigsministeren.

Hun opfordrer også kommunerne til at deltage i et forskningsprojekt fra Københavns Universitet om forsøg på at forbedre de unges valgdeltagelse. Ved kommunalvalget i 2009 stemte blot 46 procent af førstegangsvælgerne.

Årets kommunalvalg finder sted 19. november.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu