Vestas får fornyet skatterabat fra USA

2. januar 2013 09:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Vestas får fornyet skatterabat fra USA
Billede mangler

Den længe ventede og meget omtalte budgetaftale for USA er glædeligt nyt for Vestas
 BNB, Af: Eva Obelitz Rode
 
Den længe ventede budgetaftale for USA ser ikke bare ud til at redde amerikanerne fra at ryge ned i en økonomisk afgrund. Den indeholder også dele, der er med til at hjælpe Vestas og hele vindmølleindustrien, da den såkaldte PTC-ordning forlænges.
 
Ordningen giver en afgørende skatterabat til produktion af vindmølleenergi, som hele industrien – inklusive Vestas – har ventet på med spænding.
 Læs også: Jubel på årets første børsdag – Vestas til tops
 
Det har længe været uvist, hvorvidt aftalen om skatterabat til vindmølleprojekter ville blive forlænget, og det har haft konsekvenser for Vestas, der har USA som et af de vigtigste markeder. Flere projekter har været sat i bero, da Vestas og investorer har afventet politikernes afgørelse omkring PTC-ordningen.
 
Aftalen om skatterabat til produktion af vindmølleenergi ser nu ud til at blive forlænget og omfatte projekter, der startes op i 2013. Flere af detaljerne omkring forlængelsen af ordningen er endnu ikke på plads.
 
Vestas kan med budgetaftalen glæde sig over den grønne skatterabat, men et fortsat usikkert investeringsklima i USA og en forventet tidsfrist, som kun giver skatterabat til projekter, der startes i 2013, kan hæmme potentialet for vækst og antallet af vindmølleprojekter, som kan drage fordel af skattefordelen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu