Vestlige diplomater bliver i Nordkorea

6. april 2013 17:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vestlige diplomater bliver i Nordkorea
Billede mangler

NORDKOREA: Selv om de nordkoreanske myndigheder har advaret en række ambassader om, at man ikke kan garantere for personalets sikkerhed efter 10. april, er der endnu ingen lande, som overvejer at evakuere deres repræsentationer i hovedstaden Pyongyang.

 

I Sydkorea citerer Reuters en regererings-embedsmand for sige, at »de fleste udenlandske regeringer ser Nordkoreas erklæring som en måde til at forstærke spændingen på Den Koreanske Halvø«.

Sverige er et af de vestlige lande, der har en ambassade i Nordkorea, og som varetager USAs interesser i det stalinistiske diktatur, og heller ikke i Stockholm er der i følge avisen Expressen antydning af overvejelser om at lukke ambassaden.

Fra det tyske udenrigsministerium lyder det ifølge Reuters: »Sikkerheden for den tyske ambassade blive løbende evalueret, og i øjeblikket kan den fortsætte sit arbejde.«

Samme standpunkt indtager Frankrig og Storbritannien ifølge CNN.

Situationen på Den Koreanske Halvø er de seneste døgn spidset alvorligt til efter Nordkoreas trusler om at angribe amerikanske baser med atomvåben, og senest har opstillingen af to affyringsklare mellemdistance-missiler på landets østkyst også bidraget til at øge spændingen.

Herfra frygtes det, at de kan nå stillehavsøen Guam, hvor USA har en stor fly- og flådebase. Der er dog internationalt enighed om, at Nordkorea endnu ikke har kapacitet til at sende atombevæbnede missiler afsted. USA, der tager angrebstruslerne alvorligt, har i øjeblikket travlt med at sende raketbatterier til Guam, som kan skyde eventuelle indkomne missiler ned.

Samtidig siger talsmand for det amerikanske udenrigsminterium Victoria Nuland, »at det ikke vil overraske, hvis nordkoreanerne beslutter sig for at affyre et missil«.

Når nordkoreanerne har sat skæringsdatoen til 10. april, kan det skyldes, at de agter at fejre 101-årsdagen for grundlæggeren Kim Il-sung fødsel den 15. april med blandt andet missilaffyringer.

Trods den spændte situation er der dog stadig gang i de stærkt kontrollerede turistrejser til det lukkede land.

Telegrambureauet AFP talte lørdag med den danske turist Tina Krappe i Beijing, hvor hun sammen med et mindre rejseselskab landede efter at have besøgt Nordkorea i fem dage.

»Vi er glade for at være tilbage, men det føltes ikke som om, stemningen var meget spændt i byen. Vi havde det faktisk helt OK,« lød det fra hende.

En rejseoperatør, Nichalos Bonner fra Kyro Tours, der har arrangeret ture til Nordkorea gennem flere år siger til AFP, at livet i Nordkorea fortsætter som normalt og at folk han har mødt har været meget venlige. men han siger også, at stemningen »bestemt er spændt«.

»Alle håber, at det her vil drive over,« tilføjer han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu