Milan: Vi bliver ikke slagtekvæg

19. februar 2013 19:22 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Milan: Vi bliver ikke slagtekvæg
Billede mangler

Det er to af mastodonter i Champions Leagues historie, der støder sammen, når San Siro i aften danner rammen om braget mellem AC Milan og FC Barcelona.

 

Alligevel er de spanske gæster storfavoritter, og som tilfældet efterhånden er hver gang, Messi & co. går på banen, så spekuleres der i, om det bliver kattens leg med musen.

Det sker til trods for, at Milan er ved at genrejse sig spillemæssigt og har gennemført et generationsskifte, så Silvio Berlusconis klub ikke længere er en residens for pensionsmodne spillere. Det betyder, at Milan efter en miserabel sæsonstart er inde i en overbevisende stærk stime og aktuelt ligger nummer tre i Serie A.

Men Milans træner, Massimiliano Allegri, hopper med på vognen med Barca-hype og kaster favoritværdigheden over til tiki-taka-feinschmeckerne før kampen, der er en gentagelse af sidste års kvartfinale. Selvom han understreger, at italienerne ikke er chanceløse.

»Vi møder det bedste hold i verden, og vi er nødt til at gøre det svært for dem. Kampen begynder med 0-0, og vi bliver ikke slagtekvæg. Vi må forsøge at begrænse deres boldbesiddelse, fordi de har offensive spillere, som kan forvolde stor skade. Vi er nødt til at spille med en tro på, at vi kan gå videre,« siger træneren og tilføjer:

»Vi skal gå ind på banen med en viden og bevidsthed om, at vi kan slå dem ud af Champions League. Vi vil give alt og møde Barcelona med mod, styrke og optimisme. Det bliver en fantastisk aften, hvor den mest succesrige klub vil møde det bedste hold i verden,« lyder det fra Allegri, der må undvære farlige Mario Balotelli, da italieneren er spærret i Champions League.

Vil ikke undervurdere Milan

Han satser i stedet på, at unge Stephan El Shaarawy er kommet sig helt over sin skade, så han kan starte inde og true Barcelona i kontraspillet.

Barcelona kommer i stort set stærkeste opstilling, og specielt Xavis tilbagekomst på holdet vil styrke spanierne, som kunne se Lionel Messi score sit mål nummer 300 og 301 for klubben i weekendens trods alt beskedne 2-1-sejr over Granada.

Trods en massiv favoritrolle og en sæson som indtil videre har været et langt triumftog, så afviser Barcelona-lejren, at der er risiko for, at spanierne vil undervurdere hjemmeholdet.

Ifølge Javier Mascherano har Barca-spillerne nemlig en helt speciel mentalitet, som forhindrer, at den slags sker.

»Jeg har lært, at de største stjerner, dem der skriver historie, er de mest ydmyge. Spillere som Xavi, Iniesta, Puyol, Valdes, Pique og Busquets. Disse spillere har ikke bare vundet alt med Barcelona, de er også forbilleder i spansk fodbold. De er verdens- og europamestre, som lever et så normalt liv, som jeg ikke har set andre steder. Barcelona er et specielt hold. Det er meget svært at finde et hold med den samme store ydmyghed,« siger Javier Mascherano.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu