Vi bruger mindre tid foran TV-skærmen

2. april 2013 15:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vi bruger mindre tid foran TV-skærmen
Billede mangler

Danskerne brugte i 2012 færre minutter foran TV-skærmen end året før, viser oplysninger fra TNS Gallup, som Danmarks Statistik har bearbejdet.

 

Eksempelvis sad vi kun 226 minutter dagligt foran flimmerkassen i januar sidste år, mens vi samme måned i 2011 brugte 230 minutter foran skærmen. Alle måneder – dog undtaget april og juni – viser et mindre fald fra 2011 til 2012.

Der er en naturlig forklaring på faldet, fortæller Kirsten Drotner, som er professor i medievidenskab ved Syddansk Universitet:

»Mit umiddelbare bud er, at danskerne ikke ser mindre TV end tidligere, men de ser det på andre platforme. Mange benytter for eksempel net-TV og mobiltelefoner,« siger hun og uddyber:

»Tallene kan vise noget om, hvordan danskernes foretrukne teknologier udvikler sig, men man kan ikke sige noget om TV som sådan, hvis man tænker på indholdet.«

Tallene, der fortæller noget om danskernes brug af andre platforme til TV-kiggeri i 2012, offentliggøres senere på måneden, oplyser Danmarks Statistik.

Selv om de nye teknologier vinder frem, mener Kirsten Drotner, at det traditionelle fjernsyn har en fremtid.

»Det, der med stor sandsynlighed vil ske fremover, er, at til de hurtige opdateringer på for eksempel nyhedssiden vil folk i høj grad benytte mobile teknologier, men hvis du skal se en fodboldkamp eller en god film, vil du stadig ofte se det på den store skærm,« siger hun og tilføjer:

»Vi er inde i udvikling, hvor udbyderne er i gang med at omstille sig fra at producere indhold, der bliver tænkt til én platform, til at producere indhold til mange platforme«.

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at de to hovedkanaler, TV 2 og DR1, i 2012 var i kontakt med færre danskere end i 2011. Sidste år var TV 2 i daglig kontakt med i gennemsnit 2.394.000 personer, mens tallet i 2011 var 2.672.000. DR1 blev i 2011 set af 2.322.000 dagligt, mens tallet sidste år landede på 2.268.000.

Kirsten Drotner ser en logisk forklaring på, at TV 2 i perioden oplevede et noget større fald i antallet af daglige seere end DR. For det første fordi er TV 2 blevet en betalingskanal.

»Samtidig har DR oppet sig rigtig gevaldigt og er inde i en meget konstruktiv udvikling, når det gælder om at være til stede på flere platforme og tilpasse sig forskellige målgrupper. Det har været med til at tydeliggøre DR som ikke bare den store blandede bolsjer-kanal, men et sted, hvor du kan få »kulturel« lakrids, chokolade og vingummibamser på de forskellige kanaler,« siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu