Vi »liker« sprogforandring

22. februar 2013 13:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vi »liker« sprogforandring
Billede mangler

Lol, j, d, phew, tjoo, btw, :), hva, thx,

 

Det danske skriftsprog er som bekendt i konstant udvikling. Ikke mindst det seneste årti har fanden taget ved formuleringerne i takt med, at digitale medier udgør en stadig større del af vores kommunikation med hinanden. Det skriver b.dk.

Unge bruger forkortelser i en grad, så hele sætninger kan virke uforståelige for nogle, men også blandt voksne er der ændringer at spore. Hvor skrift længe har været formalitetens højborg, kan det nu være ganske normalt at sende smiley’er i e-mails eller skrive »hej« til kommunen.

I anledning af Social Media Week, som i denne uge løber af stablen i ti byer verden over, har mag.art. og kampagneleder hos Sprognævnet Line Pedersen og cand.mag. i informationsvidenskab Katrine Thielke lavet en rundspørge om sproget på sociale medier blandt cirka 400 personer.

Den viser, at over 70 procent ikke mener, sproget ødelægges af måden, det bruges på i de digitale medier. Ifølge Line Pedersen skyldes det til dels, at alle er »med« – hvad enten det er på Facebook, e-mail eller noget helt tredje.

»Alle er på, og vores sprog bliver blandet sammen,« siger hun til b.dk.

»It is the relentless onward march of the texters, the SMS vandals who are doing to our language what Genghis Khan did to his neighbours eight hundred years ago. They are destroying it: pillaging our punctuation; savaging our sentences; raping our vocabulary. And they must be stopped.«

Sådan skrev den britiske nyhedsvært John Humphreys i 2007 i en klumme i Daily Mail.

Men rundspørgen antyder, at danskerne ikke helt deler overbevisningen om, at vores ordforråd bliver voldtaget.

Ud over at størstedelen ikke deler opfattelsen af, at digitale medier ødelægger sproget, så angiver 65 procent også, at de mener, deres sprog er blevet mere kreativt over de seneste fem år.

Line Pedersen mener, ændringerne i skriftsproget kan tilskrives, at det er kommet på linje med talesproget. I og med, at vi oftere og hurtigere kommunikerer på for eksempel Facebook eller e-mail, har vi manglet de gestikulationer og udråb, vi kender fra tale.

»Det talte sprog har altid været vores første præference, og hvis det så skal nedfældes på skrift, mangler det noget.«

Og dermed har smiley’er, forkortelser og udråbsord vundet indpas i det daglige, forklarer hun.

De digitale og ikke mindst de sociale medier har samtidig gjort det nemmere for mennesker at komme ud med deres budskab. Men af og til kammer det over, og følelserne får frit løb.

For eksempel har en del virksomheder efterhånden oplevet at få vredesudbrud af værste skuffe på deres Facebookside. Ikke mindst Danske Bank kom under sproglig belejring, da de indførte abonnementsgebyrer. Og det skyldes ifølge Katrine Thielke en demokratisk begejstring for, at der nu endelig er en platform, hvor man kan udtrykke sig.

»Folk er ikke pludselig blevet mere sure, men de har fået et sted, hvor de oplever at blive hørt. Facebook opfattes som en taleplatform, og det, man ville sige i en ophedet debat i den virkelige verden, kommer til udtryk på nettet,« siger hun til b.dk.

Ikke kun virksomheder har oplevet vredesudbrud på nettet. Et grelt eksempel er tidligere skatteminister Thor Mögers (SF) farvel til politik, hvor hans Facebook-profil hurtigt blev fyldt op med tilsvininger af mere eller mindre grov karakter.

Og i sidste uge kom det frem, at adskillige kvindelige journalister i vid udstrækning må lægge øre til hadefulde bemærkninger fra læsere, som for eksempel »Din lille latterlige skod fjabbe« eller »Du er bare en total usmagelig led smatso dit lesbiske møgdyr.«

Undersøgelsen viser også, at over 20 procent havde postet en kommentar på et socialt medie, som de ikke ville stå ved ansigt til ansigt.

Men Katrine Thielke køber ikke udelt den traditionelle forklaring med, at der er blevet kortere fra tanke til afsendelse. Hun mener også, at nogle endnu ikke er helt klar over konsekvenserne af, at de skriver til et »offentligt« publikum, når de raser ud på sociale medier.

»De sociale medier er i en pionerfase, hvor folk lige skal vænne sig til det hele,« siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu