Vi skal den vej, gutter

10. marts 2013 22:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vi skal den vej, gutter
Billede mangler

De har været dømt konkurs og nedrykket.

 

Hele vinterperioden har symbolsk set været et stort tusmørke for Brøndby-spillerne med økonomisk krise og en placering som bundprop i tabellen. Men i aftes tog Brøndby et stort spring mod lyset med en 3-0-sejr over AGF, hvor kynisme især var meget rammende for udesejren. Pludselig er der kun ét point op til Sønderjyske over stregen

– Det er selvfølgelig dejligt, at der kontakt igen. Det er ligesom det, vi selv har gået og vidst, at det hurtigt kunne vende, mens alle mulige andre har dømt os færdige. Men jeg tror også, at det vil være forkert kun at sidde og kigge på tabellen, og i stedet hele tiden fokusere på at udvikle vores spil og gøre det bedre. Jeg synes, vi viste mod AGF, at det her hold har utrolig meget kvalitet, sagde den dobbelte målscorer Simon Makienok Christoffersen til BT efter kampen.

Dejligt med to mål

Han var på bænken i Randers-kampen på grund af en skadesplaget optakt til forårspremieren, men ville ikke snakke om nogen form for personlig oprejsning.

– Det er altid dejligt at score to mål, men det vigtigste er trods alt, at holdet fungerede godt, og vi var stærke i begge felter. Det er som om, at alle nu virkelig tror på, at vi kan vende det her og komme fri af nedrykningsstregen, lød det fra den stærke angriber.

Viste kynisme mod AGF

Brøndby-træner Auri Skarbalius talte før kampen om forskellen på tro og håb i bundkampen.

– Mod Randers havde vi en situation, hvor Rommedahl næsten havde en friløber, og vi sådan ubevidst alligevel tvivlede på os selv. Mens Randers som tophold havde troen, de tænkte ikke en ekstra gang og bang, så blev vi straffet. Det er den store forskel på top- og bundhold. Topholdene har den der tro på tingene, der gør dem kyniske. Det synes jeg, at vi viste mod AGF, forklarede Skarbalius.

Han ville ikke juble alt for meget over, at der pludselig er kontakt med holdene over nedrykningsstregen, hvor der blot er tre point op til Esbjerg på niendepladsen.

– Det er vigtigt, at vi ikke fokuserer alt for meget på helheden men på hver enkelt kamp. Der er stadig 33 point tilbage at spille om, så vi skal ikke gå i panik. Vi har stadig meget at arbejde med, men vi rykkede os i en positiv retning mod AGF.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu