Vi vil helst ikke tale om døden med lægen

31. januar 2013 16:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vi vil helst ikke tale om døden med lægen
Billede mangler

De bliver lønnet af os for at tage sig af os. Men vi vil egentlig hellere passe os selv, når det lakker mod enden.

 

En ny undersøgelse fra Palliativt Videncener (PAVI) og TrygFonden viser, at vi helst vil tale med venner og familie, hvis vi bliver dødeligt syge.

– Konklusionen er, at danskerne gerne vil dø hjemme. De vil gerne have, at livet afsluttes i gode og ordentlige forhold derhjemme hos dem selv, siger Ulrik Kampmann, der er udviklingschef i TrygFonden, til Berlingske Nyhedsbureau.

59 procent af de 1.010 respondenter svarer, at de taler med andre om døden og det faktum, at vi skal dø. Men blot to procent taler med læger og andet professionelt sundhedspersonale om emnet. I stedet bliver der læsset af på de pårørende, hvilket ifølge Helle Timm, centerchef på Palliativt Videncenter, er ganske naturligt.

– Mødet med de professionelle er kort, og ofte er der mange forskellige. Man når ikke at få en særlig intim eller personlig relation til de professionelle, siger hun.

Men den manglende kommunikation med sundhedspersonalet skaber nogle udfordringer og betyder reelt, at patienternes levetid forkortes.

– Udfordringen er, at folk ofte har brug for mere information om, hvor de kan få hjælp og støtte. Det kan betyde, at de får hjælpen forsinket, hvis ikke der er åbenhed omkring, hvilke problemer der skal tages hånd om. Hvis ikke alt er fremme i lyset, så er det jo svært at handle, siger Helle Timm.

Centerchefen opfordrer patienter og pårørende til at lægge alle de oplysninger, der er vigtige for den syge, frem på bordet.

TrygFonden har sat gang i undersøgelsen for at finde ud af, hvad danskerne i virkeligheden vil, når det handler om alvorlig sygdom og død.

– For TrygFonden er det vigtigt at arbejde med, at danskerne får en værdig afslutning på livet, og så er det vigtigt at vide, hvor danskerne står henne i det her spørgsmål, siger Ulrik Kampmann.

Svar, som dem TrygFonden og PAVI netop har fået, er væsentlig viden, der kan bruges til at planlægge indsatsen over for patienterne, understreger Ulrik Kampmann.

– Det er enormt vigtigt at tage højde for, hvad danskerne ønsker, hvis man skal lave et ordentligt tilbud. Det er vigtig viden både for embedsværket og sundhedspersonalet.

Og her er konklusionen altså, at dødssyge danskere helst vil være læger og sygeplejersker foruden i den sidste tid.

Men PAVI, der blandt andet har som mål at styrke indsatsen i den lindrende behandling af patienter med livstruende sygdomme, mener godt, at det kan lade sig gøre med en mere åben dialog om døden mellem patient og sundhedspersonale. Og det bør ikke være nødvendigt at tage på hospice for at styrke kontakten.

– Patienten kan have tæt samarbejde med den praktiserende læge, en hjemmesygeplejerske eller personale på plejehjem. Det forekommer i masser af tilfælde, siger Helle Timm.

91 procent af de adspurgte i undersøgelsen har eller har haft en livstruende sygdom inde på livet. 63 procent har mistet en pårørende på grund af en dødelig sygdom.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu