Videosex med elev: Studerende slipper for straf

14. november 2012 20:11 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Videosex med elev: Studerende slipper for straf
Billede mangler

Straffeloven blev ikke overtrådt, da to studerende på Gammel Hellerup Gymnasium viste sexvideo med elev under morgensamling.
 
Det var ikke en overtrædelse af straffeloven, da to studenter fra Gammel Hellerup Gymnasium viste en sexvideo på en storskærm til en morgensamling på gymnasiet i sommer.
 
Det vurderer advokaturchef hos Nordsjællands Politi, Margit Wegge, som har valgt ikke at rejse sag.
 
– Vi er kommet til den afgørelse, at det, der er foregået, ikke er i orden, men det er ikke strafbart.
 
– Vi har ikke rejst sagen, fordi sekvensen – som i øvrigt er på stillbilleder – er ganske kortvarig, personerne er helt slørede, så man kan ikke identificere dem, og det, der foregår af samlejelignende karakter, er meget vanskeligt at erkende på grund af billedernes ringe kvalitet.
 
De to nyudklækkede studenter var sigtet efter paragraf 235 og 264d om gengivelse af børnepornografi og krænkelse af privatlivets fred. De to har hele tiden nægtet sig skyldige.
 
Mellem 400 og 500 mennesker var ifølge gymnasiet til stede ved morgensamlingen, hvor fremvisningen af en film om de afgående 3. g’ere skulle medvirke til en munter afsked. Men da filmen blev vist, forvandlede latteren sig til alvorlige miner.
 
Her kunne salen i cirka et halvt minut se, hvordan en mandlig elev havde oralsex og siden samleje med en ung kvinde.
 
Ifølge Margit Wegge har man overvejet forskellige bestemmelser i Straffeloven for eksempel i forhold til børnepornografi, fordi pigen er under 18 år.
 
– Men vi har ingen grund til at tro, at de, der viste filmen, vidste, at hun var under 18 år. Sigtet med at vise filmen var ikke at vise børneporno, men for at drille en kammerat, siger Margit Wegge.
 
Hun peger på, at selvom det kan være en krænkelse af pigens blufærdighed overhovedet at vise filmen, så opfylder det ikke betingelserne for at kunne straffe, da man ikke kan identificere hende – og det har heller ikke været meningen.
 
– Man har vist filmen for at drille en skolekammerat i forbindelse med en skoleafslutning, og ikke for bevidst at genere pigen, siger hun.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu