Fischer irriteret efter EL-sejr

15. februar 2013 08:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fischer irriteret efter EL-sejr
Billede mangler

Torsdag aften vandt Ajax Amsterdam sikkert 2-0 over Steaua Bukarest i Europa League i en kamp, der havde tre danskere med fra start: Christian Eriksen, Lasse Schöne og Viktor Fischer. Og af de tre løb førstnævnte med de fleste overskrifter for sit oplæg til kampens første mål.

 

Viktor Fischer gjorde også rigtig gode takter, men det kom stort set kun til syne i første halvleg, og det irriterede danskeren efter kampen.

– Jeg vil sige, at enten er det en hel kamp, eller også er det ingenting. Sådan ser jeg det lidt. Altså, fint nok at spille en god første halvleg, men jeg ville helst have haft anden halvleg med også, sagde 18-årige Viktor Fischer ifølge bold.dk til Canal9 efter kampen.

Og selvom 2-0 hjemme i Amsterdam er et glimrende udgangspunkt før returkampen, der spilles i næste uge i Rumænien, så var det danske stortalent i det hele taget ikke særlig begejstret for anden halvleg.

–  Generelt syntes jeg, at vi spiller en dårlig anden halvleg som hold. Vi holder ikke ordentligt fast i bolden, og mister vores mønster i, hvad det egentlig er, vi vil, og det ryger ud af det spor, vi gerne vil være i. Det kommer lidt tilbage til sidst, men vi mangler skarpheden i de sidste afleveringer, lyder det fra Fischer.

Viktor Fischer har spillet i Ajax Amsterdam siden 2011, og er for nyligt blevet sat i forbindelse med storklubber som Real Madrid, Barcelona, Atlético Madrid, Manchester United og Milan.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu