Vild fest endte med skud ud af vinduet

14. juni 2012 07:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Vild fest endte med skud ud af vinduet
Billede mangler

Detentionen hos Aalborg Politi er torsdag morgen beboet af en fem personer, der er i færd med at sove en ordentlig brandert ud.
Onsdag aften var gruppen samlet i en lejlighed på Øster Sundbyvej, hvorfra en nabo mente, at der lød skud kort før klokken 22.30.
– Da vi kommer derud, finder vi fem meget tydeligt berusede personer. Vi finder også et oversavet jagtgevær og flere afskudte patronhylstre til geværet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Frank Liltorp.
– Det tyder på, at man har skudt ud af et vindue i lejligheden på tværs af Øster Sundbyvej, siger han.
Politiet har en formodning om, hvem der er gerningsmanden bag skuddene, men det har endnu ikke været muligt at afhøre de berusede festgæster, der tæller fire mænd i alderen 33 – 40 år og en kvinde på 46 år.
– Det har været svært at få noget ud af dem endnu. Men vi har fem personer, der ligger i vores detention, lyder det fra vagtchef Frank Liltorp.
– Vi forventer, at en af dem skal fremstilles i dag, tilføjer han.
Der skulle ikke være nogen, der har været i fare ved skyderierne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu