Vilde dyr og planter invaderer Europa

21. februar 2013 16:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vilde dyr og planter invaderer Europa
Billede mangler

Europa står over for en invasion.

 

Det er dog ikke fremmede magter, der truer, men en række invasive arter – det vil sige dyr og planter, der ikke hører naturligt hjemme på de europæiske breddegrader.

I Danmark kæmper mange haveejere allerede med dræbersnegle, bjørneklo og rynket rose – også kendt som hyben. Længere sydpå er det blandt andet den asiatiske tigermyg, der generer, og den har allerede spredt sygdomme, der har ført til flere dødsfald i Italien. Det skriver Jyllands-Posten.

De invasive dyr og planter er en trussel for biodiversiteten, fordi de har negative effekter på deres omgivelser. Tit fortrænger de naturligt hjemmehørende arter, som ikke har et naturligt forsvar mod de stærkere nytilkommere.

En ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur viser, at de udefrakommende arter koster dyrt. De påvirker menneskers helbred og kan også skade landbrug, skovbrug og fiskeri. Samlet løber disse skader op i cirka 90 milliarder kroner om året i Europa, anslår forskere i rapporten »The impacts of invasive aliens in Europe«.

Heraf fremgår det også, at der i dag er omkring 10.000 fremmede dyre- og plantearter i Europa, og blandt disse har cirka 15 procent en decideret skadelig indflydelse på økonomi og natur. Der er dog også eksempler på nye arter, som kan medføre økonomiske gevinster.

Den mest almindelige årsag til, at de fremmede planter vinder frem er, at folk planter dem i deres have eller at landmænd anvender dem i deres produktion.

Hvad angår de invasive dyrearter, så finder de ofte vej til de fremmede omgivelser, fordi de bliver indført i forbindelse med jagt eller fiskeri eller ganske enkelt som kæledyr, viser rapporten.

Stigende samhandel og turisme har i de seneste årtier også ført til, at antallet af invasive arter er steget, ligesom ´klimaforandringer sandsynligvis også spiller en rolle.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu