Villa brændt ned til grunden: Kvinde på hospitalet

21. april 2017 09:38 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

En voldsom brand raserede natten til fredag en villa i Skanderborg.

Villa brændt ned til grunden: Kvinde på hospitalet
Et hus på Ternevej i Skanderborg er natten til fredag brændt ned til grunden. Foto: Google Maps

To kvinder på henholdsvis 68 og 44 år måtte natten til fredag haste ud af et hus i Skanderborg, efter der var udbrudt brand. Det skriver tv2oj.dk.

Politiet fik anmeldelsen om branden omkring klokken tre om natten.

– Vi rykker ud sammen med brandvæsenet og finder en overtændt villa på Ternevej. Brandvæsenet kunne kontrollere ilden, så den ikke bredte sig til andre steder, men huset er brændt af. Der er ikke noget tilbage, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Flemming Lau til mediet.

Den 68-årige kvinde blev efter branden bragt på hospital til tjek for røgforgiftning.

Politiets teknikere vil i løbet af fredagen begynde de tekniske undersøgelser for at forsøge at finde frem til årsagen til branden.

Newsbreak.dk har forsøgt at få yderligere kommentarer fra politiet, men Sydøstjyllands Politi er endnu ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu