Villy og Co. får frie hænder til boligskat

14. april 2012 17:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Villy og Co. får frie hænder til boligskat
Billede mangler

Tilhængere af højere boligskat er i undertal i nyt magtfuldt udvalg i SF.
Det oplyser flere kilder i SF-toppen til Newspaq, efter valget til det ni mand store redaktionsudvalg på landsmødet.
Det giver formentlig skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) frie tøjler i forhandlinger om en kommende skattereform, og han undgår derfor en strid med regeringspartnerne.
Folketingsmedlem Özlem Cekic (SF) og kandidat til landsledelsen Peter Westermann (SF) vil hæve boligskatten og er begge med i det magtfulde udvalg. Og de er klar til at mødes på midten.
“Det er lettere at finde et kompromis, når forslagsstillerne sidder med, og så kan vi nemmere bøje os mod hinanden og finde et flertal, selvom der er klart forskellige opfattelser,” siger Peter Westermann til Newspaq.
Det ni mand store udvalg er delt mellem to fløje på skattespørgsmålet. Den ene fløj støtter skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), der ikke vil have boligskatten i spil i den kommende skattereform. Ifølge kilder i SF har Möger og co. fem af de ni pladser i udvalget.
Den anden fløj tæller de resterende fire medlemmer med Özlem Cekic og Peter Westermann i spidsen. Derfor vil udvalget anbefale at stemme nej til højere boligskat som målsætning.
Det som udvalget indstiller enstemmig skal ikke til afstemning blandt medlemmerne. Men hvis Möger-fløjen ikke vil bøje sig i spørgsmålet om boligskatten, så vil mindretallet i redaktionsudvalget kræve afstemning blandt de 421 delegerede, erfarer Newspaq.
Udover ændringer til den politiske udmelding, så skal de også igennem knap 400 ændringsforslag til ledelsens principprogram, der sætter kursen for SF’s politik.
“Jeg kunne nok have nøjes med at booke en enkelt nat her til landsmødet, fordi jeg kommer nok ikke i seng i nat,” fortæller Peter Westermann.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu