Vinterens første isdøgn på vej

23. januar 2012 18:25 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Vinterens første isdøgn på vej
Billede mangler

Gik du med forhåbninger om, at du slet ikke skulle tage de lange underbukser eller termosokkerne i brug, bliver du muligvis skuffet.
Ifølge TV 2 Vejret er vinterens første såkaldte isdøgn på vej. Et isdøgn karakteriseres ved, at temperaturen på intet tidspunkt i løbet af døgnet bevæger sig over frysepunktet. Og sådan ser tirsdagsdøgnet altså ud til at forme sig i nogle dele af landet.
Specielt kan Midtjylland se frem til et par kolde døgn, fortæller meteorolog Michael Jarnvig til Newspaq.
“Det er længst fra vandet, at temperaturen falder mest om natten, og når der er seks til syv minusgrader om morgenen, så er det svært at komme mod nul grader. Det kunne være et af de steder, der ikke får tøvejr de næste par dage,” siger han.
Og selvom temperaturen ser ud til at stige en anelse hen mod slutningen af ugen, er der paradoksalt nok chance for årets første sne, der bliver liggende. Men det bliver heller ikke hele landet, der måske skal finde kælken frem.”
“Prognoserne er uenige, så det er noget usikkert. Men det kan godt være at det bliver en situation, hvor man øst for Storebælt ikke ser så meget som et snefnug, mens der kan ligge sne i hele eller dele af Jylland,” siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu