Vintertid: I nat skal uret stilles igen

27. oktober 2012 10:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Vintertid: I nat skal uret stilles igen
Billede mangler

Natten til søndag sker det igen: Vi skifter fra sommertid til vintertid – kan du finde ud af det?
 
Når du vågner ekstra frisk og udhvilet søndag morgen, kan det være, fordi du lige har vundet en ekstra times søvn.
 
For natten til søndag skal urene nemlig skiftes tilbage fra sommertid. Ændringen i tiden sker klokken 03.00, hvor viserne skal flyttes tilbage til klokken 02.00.
 
Sommertiden blev afprøvet herhjemme for første gang under Første Verdenskrig i 1916 og igen i perioden 1940 til 1948. Men det var først i 1980, at sommertid blev en permanent ordning – og siden har vi skiftet rundt mellem sommer- og vintertid to gange årligt.
 
Det skete med den begrundelse, at man ville spare masser af strøm til lys ved at flytte en times dagslys fra morgenen, hvor de fleste stadig sover, til om aftenen, hvor folk er aktive.
 
Det er dog et slidt argument, har Dong fortalt. Der er nemlig ganske lidt at spare ved at stille uret frem og så tilbage igen.
 
I 1996 blev datoen for at ændre tiden den samme i alle EU-lande. Ifølge EU begynder sommertid den sidste søndag i marts og ophører sidste søndag i oktober.
 
Selvom de fleste mekaniske ure er skiftet ud med digitale, og telefonen gør jobbet for mange af os, så kan det være svært at holde styr på det med sommertid og vintertid.
 
Heldigvis er der stadig den gamle huskeregel om, at om sommeren tager man havemøblerne frem, og derfor skal uret også stilles en time frem. Og om vinteren ryger havemøblerne tilbage igen og derfor skal uret stilles en time tilbage.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu