Virksomheder glemmer at anmelde job-ulykker

14. august 2012 18:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Virksomheder glemmer at anmelde job-ulykker
Billede mangler

Ofre for arbejdsulykker kan ende uden arbejde, uden arbejdsevne og på social forsørgelse. Mange danske virksomheder er nemlig dårlige til at anmelde arbejdsulykker, og det gør det meget svært for ofrene at få erstatning.
Det viser en ny undersøgelse som Fagbladet 3F har foretaget hos sagsbehandlere hos 3F.
3F kalder til en revision af reglerne på området, særligt forældelsesfristen for anmeldelser, som lige nu er på et år.
– Jeg så jo gerne, at der ikke var nogen forældelsesfrist, siger arbejdsmiljøpolitisk konsulent i 3F, Palle Larsen, til Newspaq.
Og skal der være en forældelsesfrist så bør den blive sat ud af funktion, hvis man kan bevise, at en virksomhed har sjusket med en skadesanmeldelse.
Så bør virksomhederne ifølge Palle Larsen være forpligtet til at udbetale en erstatning til den skadede i samme størrelsesorden, som hvis skaden havde været behandlet korrekt.
– Det er den eneste måde, tror jeg, at vi kan få arbejdsgiverne til at tage det her alvorligt, siger Palle Larsen.
Undersøgelsen fra 3F viser, at to ud af tre 3F-afdelinger oplever, at virksomheder fejler, når det kommer til at anmelde arbejdsulykker. I mange tilfælde må fagforeningerne træde til for at sikre at skaden bliver anmeldt.
Hvis der går for lang tid fra selve ulykken til anmeldelsen, kan den skadesramte medarbejder ifølge Fagbladet 3F risikere at miste ikke kun sin arbejdsevne, men også erstatningen for arbejdsulykken.
Og når man ser på, hvor dårlige de danske virksomheder er til at anmelde ulykker, giver den nuværende ordning da heller ingen mening for Palle Larsen.
– Det har ingen konsekvenser for arbejdsgiveren og det er skadelidte som bliver straffet dobbelt, eller tidobbelt, hvis man skal tale om en socialpension i kølvandet. Der er et eller andet her, der slet ikke giver mening, siger han.
Ifølge undersøgelsen fra 3F er landbrug, skovbrug og gartneri de brancher, der er hårdest ramt af “glemte” arbejdsulykker.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu