Vismænd advarer regeringen om børnechecken

6. februar 2012 07:44 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Vismænd advarer regeringen om børnechecken
Billede mangler

Vismændene advarer nu mod at skære børnechecken til de højtlønnede familier, hvilket vil give regeringen mulighed for at finansiere en skattereform, hvor skatten sættes ned, så arbejdsudbuddet stiger.
Men et indgreb i børnechecken vil formentlig få færre velstillede forældre til at give en ekstra indsats på arbejdet, og det opvejer ikke de positive effekter af en eventuel skattereform, skriver de økonomiske vismænd i en analyse, som de har lavet for Berlingske.
“Så øges tilskyndelsen til at arbejde for personer uden børn, mens tilskyndelsen reduceres for personer med børn. Samlet set vil dette sandsynligvis mindske arbejdsudbuddet,” skriver vismændene.
Men SF står alligevel fast på at skære i børnechecken til de rige, fordi “det er fuldstændig socialt skævt” at velstillede modtager børnechecken, som SF-formand Villy Søvndal formulerede det i sidste uge.
“Vi vil finde nogle penge ved at lade være med at give børnecheck til de mest velstillede. Pointen er, at det skal være et led i finansieringen af en socialt retfærdig skattereform. Men vi har ikke sagt noget om, hvordan pengene fra børnechecken skal bruges, og derfor kan man ikke sige, hvordan bundlinjen bliver,” siger politisk ordfører for SF, Jesper Petersen.
De Radikale er åbne over for en skattereform men vil ikke acceptere, at den begrænser arbejdsudbuddet.
“Vi skal være påpasselige, hvis vi indkomstgraduerer. Men det bør være muligt at målrette børnechecken til dem, der har mest brug for den, uden at hæmme arbejdsudbuddet. Også selv om det bliver en meget svær øvelse,” siger skatteordfører Nadeem Farooq (R) til Berlingske.
Kilde: Berlingske

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu