Vismand: Ingen penge i mindre børnecheck

10. januar 2012 08:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Vismand: Ingen penge i mindre børnecheck
Billede mangler

Regeringen foreslår i disse dage at spæde til statskassen med ideen om at skære i børnechecken for de rigeste.
Men selvom børnechecken i dag tager 14,7 milliarder fra staten om året, vil regeringens ændringer ikke give ekstra penge.
Det advarer overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen om i Politiken.
“Der er ikke nogen udsigt til, at staten får flere penge i kassen ved at hæve skatten op over de 66 procent. For når man beskatter hårdere på den indkomst, går det ud over motivationen til at arbejde”, siger overvismanden til avisen.
For danskere, som tjener over 500.000 kroner om året, vil et hak i børnechecken reelt betyde en højere skat på arbejde. I forvejen ligger den på 66 pct.
Men hos De Radikale, der åbnede op for debatten om børnechecken i weekenden, lover man, at de for alle danskere skal kunne betale sig at arbejde.
“Hele pointen er netop at øge incitamentet til at arbejde mere, og så er det jo klart, så skal den samlede marginalskat jo ikke stige,” siger skatteordfører Nadeem Farooq (R).
Flere økonomer understøtter ifølge Information overvismandens vurdering.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu