VK forstår skuffelse over kasernelukninger

11. marts 2013 15:06 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
VK forstår skuffelse over kasernelukninger
Billede mangler

Det er nødvendigt at lukke kaserner, lyder det fra både de Konservative og Venstre, der dog forstår skuffelsen hos de byer, der mister den lokale kaserne og de tilhørende arbejdspladser.

 

»Jeg forstår godt den frustration og bekymring, der kan være i de byer, der mister kaserner, men vi bliver nødt til at se det ud fra et helhedsbillede,« siger Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen (V), efter partierne bag forsvarsforliget mandag blev enige om at lukke Bülows Kaserne i Fredericia og Sønderborg Kaserne. S

Samtidig bliver Vordingborg Kaserne kraftigt beskåret, mens lejemålet på Odense Kaserne opsiges.

»Vi har haft en forpligtelse til at finde 2,7 milliarder kroner – en effektivisering på 15 procent af forsvarets økonomi. Når man skal gøre det, kan man ikke kun se på personer, så må man også se på bygninger. Det har vi sagt hele tiden,« siger Troels Lund Poulsen.

For de Konservative var det særligt svært at gå med på beslutningen om at lukke kasernen i Sønderborg, som ifølge forsvarsordfører Lene Espersen (K) har en »meget stor historisk betydning«.

»Jeg forstår deres skuffelse, og jeg synes, de har kæmpet en fantastisk brav kamp,« siger hun.

»Den eneste trøst, jeg kan give, er, at de arbejdspladser, der flyttes fra Sønderborg, bliver flyttet til Varde, så de forbliver i regionen. Men jeg kan sagtens forstå, at de er skuffede,« siger Lene Espersen, der til gengæld glæder sig over, at kasernen i Høvelte overlever.

»Det er det sted i Danmark, hvor rekrutteringsgrundlaget er størst, og derfor ville det være vanvittigt, hvis man flyttede den kaserne,« siger hun.

Ifølge Liberal Alliance beviser aftalen, at man sagtens kan spare i det offentlige.

»Vi har sparet 15 procent og samtidig bevaret kerneydelserne. Det er rigtig flot, og det kan man godt kigge efter fra andre sektorer,« siger Villum Christensen (LA).

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu