VK-regeringen satte skatten op 287 gange

27. februar 2012 16:42 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
VK-regeringen satte skatten op 287 gange
Billede mangler

Det skal ikke være dyrere at være dansker, og flere skatter og afgifter dræber væksten.
Sådan har det mange gange lydt fra den tidligere regering bestående af Venstre og De Konservative.
Men ikke desto mindre stod statsministre som Anders Fogh Rasmussen (V) og Lars Løkke Rasmussen (V) bag intet mindre end 287 skatte- og afgiftsstigninger i sine ti år ved magten.
Det fremgår af et svar fra skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) til Socialdemokraternes skatteordfører Thomas Jensen.
“Mens den borgerlige regering sad, har den hævet skatte og afgifter 287 gange for virksomheder og almindelige danskere. Det klinger noget hult, når de går ud med den her papegøjestrategi og siger, at den nuværende regering gør det dyrere at være dansker,” siger Thomas Jensen til Newspaq.
Den tidligere regerings spidser har siden SRSF-regeringen kom til kritiseret den nye røde regering for at gøre det dyrere at være dansker. Blandt andet den afdøde betalingsring fik Venstre og De Konservative på banen med hård kritik.
Thomas Jensen erkender dog, at den nye regering blandt andet med sukker- og fedtafgiften gør det dyrere at være dansker.
“Det er klart, at når Lars Løkke Rasmussen har smidt en regning på 100 milliarder kroner til den nye regering, så er det klart, at vi bliver nødt til at øge indtægterne lidt på nogle områder,” siger skatteordføreren om underskuddet på statens finanser, som den nye regering overtog.
Hos Venstre ryster man på hovedet af Socialdemokraterne.
“Nu må det da snart høre op. Ved Socialdemokraterne overhovedet, hvad de vil? Først siger de, at vi laver ufinansierede skattelettelser og nu kan vi så se, at vi har hævet skatterne. Faktum er, at hver gang vi sænkede skatten, så hævede vi den et andet sted. Alt er finansieret,” siger skatteordfører i Venstre Torsten Schack Pedersen.
Ifølge svaret blev skatter- og afgifter 231 gange sat op for erhvervslivet – 56 gange skulle almindelige danskere betale mere.
Et samlet beløb for de 287 stigninger fremgår ifølge Thomas Jensen ikke af svaret.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu