VKO fortryder egen retspolitik

15. marts 2012 18:41 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
VKO fortryder egen retspolitik
Billede mangler

Oppositionspartierne Venstre, Konservative og deres støtteparti Dansk Folkeparti har i dag ikke meget til overs for den såkaldte ‘noget for noget’-ordning, som de selv indførte i 2004.
Det skriver Politiken.
Ordningen belønner indsatte for god opførsel ved at lade dem prøveløslade, allerede når de har afsonet halvdelen af fængselsstraffen.
Men ordningen tager alt for meget hensyn til forbryderen i stedet for til offeret, når voldsdømte kan blive prøveløsladt efter blot halvt udstået fængselsstraf, mener Dansk Folkeparti.
“Vi vil sikre, at man ikke uddeler prøveløsladelser i flæng, som det – set med vores øjne – sker i dag,” siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til Politiken.
Skaarup var selv med til at indføre ordningen i 2004, men nu stiller han sammen med Venstre og Konservative forslag om at ændre den, så forbrydere, der er dømt for grove, personfarlige forbrydelser, skal blive i fængslet mindst to tredjedele af tiden, før de bliver prøveløsladt.
Han undskylder sig med, at ordningen er blevet misbrugt, men kender ikke de konkrete tal for, hvor mange voldsdømte der bliver prøveløsladt efter halv tid i fængslet.
Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, er enig med kritikken fra DF.
“Vi har skabt et system, der ikke er fair – det skal laves om så der er bedre balance mellem hensynet til den kriminelle og hensynet til ofret,” siger han til Politiken.
Kilde: Politiken

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu