VM rykker tættere på Danmark

22. marts 2013 14:54 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
VM rykker tættere på Danmark
Billede mangler

Det første spadestik tages i juni, og indvielsen af Copenhagen Arena, milliardprojektet i Ørestad Syd, finder sted i sidste halvdel af 2015. Men et dansk værtsskab af ishockey-VM i 2017 er rykket nærmere.

 

Schweizeren Peter Lüthi fra IIHFs event committee gav det danske bud de varmeste ord med på vejen, da han fredag blev præsenteret for det ambitiøse oplæg fra Danmarks Ishockey Union, Sport Event Denmark, Copenhagen Arena, Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune.

– Jeg er meget glad for dét, jeg har set og for den support, der er fra alle sider omkring et VM i København. Jeg kan mærke, at det er noget, man virkelig ønsker, siger han.

– Tegningerne af Copenhagen Arena er fantastiske. Det bliver en arena i verdensklasse, og hotellerne i København er på højeste niveau. Nu er det IIHFs kongres, der bestemmer, hvem der skal have VM, men jeg kan sagtens forestille mig, at det bliver her.

Danmark har søgt VM sammen med Letland og konkurrerer med et fællestilbud fra Tyskland og Frankrig. Afgørelsen falder i forbindelse med kongressen under VM i Stockholm medio maj.

Peter Lüthi pointerer, at selv om det danske landshold rykker ud i Stockholm, får det ingen indflydelse på Danmarks VM-kandidatur.

Han kom til København direkte fra et besøg i Riga og var torsdag aften i Rødovre Skøjte Arena til kampen mellem Rødovre Mighty Bulls og Frederikshavn White Hawks.

– Niveauet var på højde med den schweiziske NLA, vurderer han.

Prisen på Copenhagen Arena løber op i én milliard kroner, hvor Realdania og Københavns Kommune hver indskyder 325 mio. kr. En stor del af restbeløbet finansieres gennem lån. Selve driften af arenaen varetages af Live Nation.

Multiarenaen får plads til 15.000 tilskuere til koncerter og 12.500 til ishockey. Claus Wiegand Larsen, Copenhagen Arenas administrerende direktør, er ikke i tvivl om, at den bliver en af Europas flotteste arenaer.

Copenhagen Arena kommer til at ligge på arealet for foden af Crowne Plaza Copenhagen Towers.

– Den får et smukt nordisk udtryk. Bliver en integreret del af Ørestad Syd, et samlingspunkt i området, og vil medvirke til at styrke Københavns internationale profil, siger Claus Wiegand Larsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu