Vognmand får kæmpebøde: Lastbilerne er blevet beslaglagt

19. juni 2017 14:46 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

En vognmand fra Kolding har fået en kæmpebøde på 750.000 kroner - samtidig har hans hustru fået en bøde på 105.000 kroner.

Vognmand får kæmpebøde: Lastbilerne er blevet beslaglagt
Arkivfoto.

855.000 kroner. Så meget skal et vognmandsægtepar betale i samlet bøde – 750.000 kroner til vognmanden, mens hustruen slipper med en bøde på 105.000 kroner. Det har retten i Kolding besluttet.

Den 67-årige vognmand blev dømt for at have drevet vognmandsvirksomhed med fire lastbiler gennem cirka et år uden at have den fornødne tilladelse – en såkaldt Fællesskabstilladelse. Han havde heller ikke sørget for at overføre, sikre og gemme data fra lastbilernes kontrolapparater og chaufførernes førerkort, hvilket han også blev dømt for.

I samme sag fik vognmandens hustru en bøde for at have handlet groft uagtsomt.

– Hustruen underskrev leasingkontrakter på de fire lastbiler, og stillede derefter lastbilerne til rådighed for sin mands virksomhed. Retten fandt, at hun havde handlet groft uagtsomt, oplyser Lone Petri Kristensen, der er anklager ved Sydøstjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Virksomheden er gået konkurs

Der har også været rejst tiltale mod selve virksomheden, men den gik konkurs i januar i år, og kan derfor ikke dømmes.

Sagen har været efterforsket af Tungvognscenter Syd, som i løbet af foråret 2016 fik flere oplysninger om, at der blev kørt uden tilladelse i den pågældende virksomhed. Sagen rullede for alvor, da den ene lastbil blev bragt til standsning i april, og bagefter lykkedes det politiet at finde yderligere tre lastbiler. Det kunne konstateres via oplysninger i lastbilernes kontrolapparat, at lastbilerne havde været brugt kontinuerligt gennem et år.

”Lastbilerne blev beslaglagt af politiet for at sætte en stopper for den ulovlige godskørsel, og fordi politiet formodede, at lastbilerne tilhørte hustruens virksomhed Salon 14. Det var nemlig Salon 14 der stod som ejer af lastbilerne i motorregistret. Efterfølgende dukkede de tidligere omtalte leasingkontrakter op, og det viste sig, at lastbilerne reelt tilhørte Nykredit Leasing A/S,” fortæller Lone Petri Kristensen.

Nægtede sig skyldige

Vognmanden har under hele forløbet holdt fast i, at lastbilerne tilhørte Salon 14, men da han ikke kunne dokumentere dette, besluttede Retten i Kolding på et tidligere retsmøde tilbage i marts 2017, at lastbilerne skulle udleveres til Nykredit Leasing A/S.

Både vognmanden og hustruen nægtede sig skyldige, men forklaringer fra en række vidner, herunder 12 af de chauffører, som havde kørt bilerne, overbeviste retten om de tiltaltes skyld.

Dommen blev afsagt uden at der blev afholdt retsmøde, så det vides ikke, hvordan de dømte forholder sig til dommen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu