Vognmanden du nødigt vil møde: 4 domme for trafikvold

15. december 2012 18:33 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Vognmanden du nødigt vil møde: 4 domme for trafikvold
Billede mangler

For fjerde gang er en 45-årig vognmand fra Hederselv blevet dømt for overfald og trusler mod medtrafikanter.
 
Det er tilsyneladende mere end svært for en 45-årig, selvstændig vognmand fra Haderslev-egnen at styre sit temperament i trafikken.
 
I denne uge har han ved Vestre Landsret i Kolding fået sin fjerde dom for overfald og trusler på medtrafikanter på vejene, skriver jv.dk.
 
Dommen var en stadfæstelse af den dom om en straf på 60 dages fængsel, vognmanden modtog ved Retten i Kolding i november sidste år. Derudover er vognmanden blevet frakendt sit kørekort i seks måneder.
 
Det var den 45-årige vognmand, der havde anket dommen til landsretten, hvor han krævede frifindelse.
 
Denne gang var vognmandens iltre temperament gået ud over en 66-årig mand og hans hustru fra Kolding. De blev påkørt og overfaldet på Tankedalsvej i Kolding.
 
– Tre gange bagfra blev vores bil påkørt. Jeg steg ud af bilen for at finde ud af, hvad i alverden der var sket. Her mødte jeg vognmanden med fråde om munden. Han greb mig i kravetøjet og gav mig et knytnæveslag. Jeg flygtede ind i bilen, fortæller den 66-årige mand i retten.
 
– Var jeg ikke kommet i sikkerhed, havde jeg ikke siddet her i dag, Han havde simpelthen slået mig ihjel, forklarer han chokeret.
 
Da den 66-årige havde låst sig inde i sin bil, og vognmanden ikke længere kunne slå ham, kravlede vognmanden op på køleren af mandens bil, hvorefter han gik til angreb på bilen og blandt andet rev en vinduesvisker af.
 
Ved en af påkørslerne kom vognmandens og den 66-åriges biler til at hænge sammen og så de måtte løftes fri.
 
I retten indrømmede vognmanden, at han var lettere irriteret, fordi den 66-årige mand havde givet ham fingeren. Han kunne dog ikke genkende ægteparrets forklaring om hændelsesforløbet.
 
Vognmanden får ikke kun klip i sit kørekort efter episoden, han mister det i et halvt år.
Kilde: Jv.dk.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu