Voldsomme fyringer i staten fortsætter

20. marts 2012 10:20 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Voldsomme fyringer i staten fortsætter
Billede mangler

60 ansatte i Udenrigsministeriet får i dag en fyreseddel. De seneste måneder er der blevet fyret hundredevis på Slotsholmen.
Og den statslige sparekur vil fortsætte til næste år. I 2013 vil der blive skåret lige så hårdt i de statslige budgetterne, som der er gjort i 2012.
Det skriver Politiken, som har fået aktindsigt i ministeriernes effektiviseringsplaner.
Samlet vil besparelserne betyde, at driftsbudgetterne i ministerierne i 2013 vil være 1,4 milliarder kroner mindre end i 2011.
766 millioner kroner af de planlagte besparelser vil blive gennemført i år. De resterende 765 millioner kroner vil først blive indfaset i 2013.
“Når fyringerne fortsætter i de kommende år, betyder det jo, at den enorme usikkerhed, der hersker i mange ministerier lige nu, vil fortsætte med at være der. Den gamle fortælling om, at når du var ansat i det offentlige, var du sikret et stabilt job, den er tydeligvis fortid,” siger formand for Djøfs overenskomstforening, Lars Qvistgaard.
Han kalder besparelserne “meget voldsomme”.
Ifølge finansminister Bjarne Corydon (S) er det i knappe tider kun naturligt at se på, om opgaverne kan løses mere effektivt.
“Regeringens klare holdning til at løse den aktuelle krise er, at alle skal bidrage. Derfor er det helt rimeligt, at vi i staten tager vores egen medicin og ser på, hvordan vi løser opgaverne mere effektivt,” skriver han i en mail til Politiken.
Hvorvidt besparelserne kommer til at gå ud over ministeriernes arbejde og servicen til borgerne er omdiskuteret.
Kilde: politiken.dk

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu