»Vores sympati ligger hos børnene«

5. marts 2013 07:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
»Vores sympati ligger hos børnene«
En stor del fortryder, at de ikke arbejdede hårdere i skolen. Foto: Colourbox.

Slagsmålet om en ny overenskomst mellem lærerne og Kommunernes Landsforening (KL) handler, som Berlingske skriver tirsdag, i høj grad om vinde sympati i befolkningen, så presset på den anden part kan øges.

 

En af de største interessegrupper i striden, nemlig forældrene til de skolebørn, der i første omgang kan blive ramt af en lærer-lockout og på længere sigt af konsekvenserne af en ny overenskomst, forsøger dog at forholde sig neutralt.

»Vores sympati ligger hos børnene, og det er meget vigtigt for os, at vi ikke vælger side i de voksnes konflikt. Vi skal ikke lave overenskomst med lærerne, så vi blander os ikke i konflikten,« siger Mette With Hagensen, der er formand for landsorganisationen for forældre i folkeskolen, Skole og Forældre.

»Vi har fokus på børnene og deres skolegang. For os handler det om, at børnene får god undervisning og velforberedte lærere,« understreger hun.

Men neutraliteten bliver udfordret, når talen falder på de rammer, som lærerne – og forældrene – har i dag.

»Skolebestyrelserne undrer sig ind imellem over den arbejdstidsaftale, der er. Vi får helt konkret henvendelser fra forældre, der undrer sig over, at de ikke kan indkalde det samlede personale til et møde, fordi det ikke er planlagt fra skoleårets start,« siger Mette With Hagensen.

Formanden bakker op om KL ved at sige, at arbejdstidsregler ikke bør begrænse mulighederne for at tilrettelægge en mere specialiseret undervisning for den enkelte klasse, hvis det er nødvendigt, eller forhindrer en klasse i for eksempel at tage på virksomhedsbesøg.

»De skolebestyrelser, der ringer til os, efterspørger en større fleksibilitet, og de undrer sig over, at rammerne er så stive, som de er,« siger Mette With Hagen.

KL og Danmarks Lærerforening mødtes mandag i Forligsinstitutionen, hvor forligskvinde Mette Christensen skal forsøge at sparke gang i overenskomstforhandlingerne, som KL trak sig fra i sidste uge. Forhandlingsparterne gik mandag aften hver til sit, og der er først planlagt et nyt møde i Forligsinstitutionen på mandag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu