Wammen: Ny tjekkisk præsident styrker EU-samarbejdet

26. januar 2013 18:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Wammen: Ny tjekkisk præsident styrker EU-samarbejdet
Billede mangler

Det blev den tidligere premierminister Milos Zeman, der vandt det tjekkiske præsidentvalg, og det vækker begejstring hos europaminister Nicolai Wammen (S).

 

Danmarks europaminister Nicolai Wammen (S) ønsker den nye præsident tillykke og forventer et styrket samarbejde mellem EU og Tjekkiet under Zemans ledelse.

– Jeg vil gerne ønske den forhenværende premierminister Milos Zeman tillykke med sejren i det første direkte tjekkiske præsidentvalg. Han er en erfaren politiker og en engageret europæer. Med Zeman vil der blive mulighed for et forstærket samarbejde mellem Tjekkiet og EU. Det er positivt både for Tjekkiet, Danmark og Europa, forklarer Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

Den 68-årige Milos Zeman, som var premierminister fra 1998 til 2002, fik ved første valgrunde 11. og 12. januar 24,2 procent af stemmerne, mens Karel Schwarzenberg fik 23,4 procent.

Der var således lagt op til et tæt løb mellem de to kandidater i anden valgrunde, som blev afholdt fredag og lørdag. Her opnåede Zeman imidlertid omkring 55 procent af stemmerne mod Schwarzenbergs 45 procent.

Ekskommunisten Milos Zeman afløser EU-skeptikeren Vaclav Klaus, og det er således ikke kun den danske europaminister, men også flere iagttagere, der ifølge Reuters forventer en mere EU-venlig kurs fra Tjekkiets side med Zeman ved roret.

Valgdeltagelsen til præsidentvalget er blevet opgjort til 59 procent, hvilket er omkring tre procent lavere end i første valgrunde.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu