Waterfront-redegørelse præsenteres i dag

3. april 2013 09:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Waterfront-redegørelse præsenteres i dag
Billede mangler

Advokatfirmaet Bruun & Hjejle står bag den advokatundersøgelse, der onsdag eftermiddag bliver præsenteret i Transportministeriet, og som skal redegøre, om DSB har handlet ulovligt i samarbejdet med PR-bureauet Waterfront Communications.

 

Det var DRs 21 Søndag, der 13. januar kunne fortælle, at DSB tilsyneladende havde brugt penge på at sætte en kritisk journalist ud af spillet. DR var således kommet i besiddelse af en mail fra Waterfront til DSB-underdirektør Peder Nedergaaard Nielsen, der viste, at samarbejdet gik ud på at holde freelancejournalisten Lars Abild travlt beskæftiget, så han ikke havde tid til at skrive kritiske artikler om DSB. Ifølge DR er Lars Abild sandsynligvis den journalist i Danmark, som har skrevet flest kritiske artikler om statsbanerne.

I to år løste han således opgaver for Waterfronts kunder uden at få oplyst, at hans ansættelse i virkeligheden var finansieret af DSB, lød det i 21 Søndag.

Og så rullede sagen.

»Lad mig slå fast én gang for alle, at de i mailen beskrevne metoder ikke er forenelige med den måde DSB driver forretning,« sagde DSBs administrerende direktør, Jesper Lok, i en pressemeddelelse dagen efter.

DSB satte sammen med Transportministeriet og Kammeradvokaten den eksterne undersøgelse i gang, Peder Nedergaard Nielsen blev suspenderet og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde på sit ugentlige pressemøde, at det lød som metoder, »der ikke bør finde sted i noget selskab og slet ikke et statsligt selskab.«

Advokaterne bag undersøgelsen har således modtaget »et omfattende skriftligt materiale« fra DSB og andre, hvilket blandt andet omfatter over 1,3 millioner e-mails og andre dokumenter, ligesom der er holdt møder med eller modtaget redegørelser fra flere end 15 personer.

Sagen har også betydet arbejde for politiet, da Waterfront er blevet politianmeldt for ulovlig overvågning af en tidligere medarbejder, ligesom virksomheden også selv har politianmeldt tidligere medarbejdere. Også den tidligere EU-politiker Freddy Blak har meldt virksomheden og Region Syddanmark til politiet i en sag, hvor de tilsyneladende forsøgte at forpurre planerne om en kommende Kattegat-forbindelse. Region Syddanmark oplyser dog, at man ikke længere er politianmeldt i sagen.

Senest har Datatilsynet bedt politiet efterforske, om PR-bureauet har overtrådt persondatalovgivningen i forbindelse med udlevering af helbredsoplysninger til DSB om Lars Abild.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu