Wenger skal børste støv af møntsamling

21. februar 2013 16:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Wenger skal børste støv af møntsamling
Billede mangler

I en fodboldverden, hvor det er mere regel end undtagelse, at man lever over evne og er forgældet til langt over øverste tribuneafsnit, er Arsenal et skoleeksempel på økonomisk snusfornuft.

 

Sorte tal på regnskabets bundlinje er ikke at foragte. Men når trofæskabet skriger efter mere sølvtøj er det måske på tide at smide livrem og seler til fordel for et par spenderbukser i størrelse large og opefter.

Tirsdag aften indtog Arsenals amerikanske storaktionær Stan Kroenke sin plads på Emirates. Og han fik set et hold, der blev skilt ad i stumper og stykker af gæstende Bayern München, der sejrede med 1-3 efter en magtdemonstration af lige dele kraftbetonet tysk disciplin, gennemsolid organisation og velsmurt pasningsspil.

Torsdag forsvarede Kroenke vanen tro den franske manager på et bestyrelsesmøde i London og manede ethvert rygte om en fyring i utide til jorden. Wenger har tegnet London-klubben igennem 16 år og selv om kritikere både på tribunen og i medielandskabet er ved at skærpe tonen overfor den franske fodboldtænker, skal man næppe regne med en exit før det foreliggende kontraktudløb i 2014.

Theo Walcott, Arsenals højest lønnede young gun lagde sig eller fladt ned for Bayern Münchens kværnende kollektiv efter afklædningen i første akt af Champions League ottendedelsfinalen.  – Det er det bedste hold, jeg nogensinde har mødt. Sådan vil vi gerne være. De er ikke bange for noget som helst. De har fantastiske unge spillere og meget erfarne folk, som har både prøvet og vundet en masse, lød det respektfuldt fra Walcott.

Arsenal har ikke vundet et trofæ siden FA Cup i 2005. En del af årsagen er, at andre engelske klubber har taget Wengers flydende og latinsk inspirerede spillestil til sig med en ambitiøs import af international spidskompetence. Men en anden og ligeså betydelig grund til Arsenals manglende trofæhøst ligger ifølge iagttagere i en alt for påholdende indkøbspolitik.

I januar måneds transfervindue var Malagas defensivspiller Nacho Monreal eneste forstærkning Wenger smed penge efter til trods for, at klubben mere end nogensinde kæmper for at være en del af The Big Four i toppen af Premier League.

Nyindkøb som Lukas Podolski, Santi Cazorla og Olivier Giroud har ikke kunnet fylde hullet efter afgangen af mere etablerede navne som Cesc Fabregas, Samir Nasri eller målmaskinen Robin van Persie. Og defensivt viste kampen mod Bayern også, at Arsenal har store mangler – ikke mindst når Mertesacker endnu engang bliver Sorte Per overfor rapfodede modstandere.

Men ifølge den engelske medier ligger der et beløb i omegnen af 650 millioner kroner til nyinvesteringer. En del af pengene menes at være øremærkede til indkøb af FC Barcelona fejlcastede bomber David Villa ligesom en stor tot er lagt til side med henblik på at hente Dortmunds landsholdsstjernefrø Mario Götze.

Det vil være en begyndelse for Arséne Wenger, der med rette er blevet berømmet for at tjene flere penge end han bruger. Til gengæld har der så heller ikke været brug for at bruge en ekstra skilling på at udvide trofæ-afdelingen, og de fleste tilhængere tørster efter at se Arsenal spille om andet og mere end ærefulde nærved-og-næsten placeringer.  

Arsenal er slået ud af begge pokalturneringer i denne sæson og ligger aktuelt på en femteplads i Premier League, 21 point efter førende Manchester United.   

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu