Wenger tror på andenplads til Arsenal

25. februar 2013 15:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Wenger tror på andenplads til Arsenal
Billede mangler

Arsenal har indtil nu haft en sæson, der selv med den bedste vilje må betegnes som skuffende. Ude af de to engelske pokalturneringer i utide, så godt som færdige i Champions League efter 1-3 nederlag til Bayern München i den første af de to kampe og ude af mesterskabskampen inden nytår.

 

London-holdet er dog stadig placeret på en femteplads i Premier League, og en billet til næste års Champions League er stadig inden for rækkevidde.

Faktisk mener Arsene Wenger, at det er muligt for Arsenal at avancere helt op til andenpladsen, selvom der med 11 runder tilbage er ni point op til Manchester City.

– Man City er ikke uden for rækkevidde, det kan blive en tæt kamp hele vejen.

Arsenal møder på søndag Tottenham på White Hart Lane i det klassiske Nordlondon-derby. Aktuelt er Tottenham et point foran Arsenal med en kamp mindre, mens Chelsea på tredjepladsen har to point mere end Wengers mandskab.

De fire første hold kvalificerer sig til Champions League.

– Jeg tror ikke, at det kun bliver en kamp med Tottenham. Jeg er ikke sikker på, at de andre pladser er uopnåelige. Chelsea er kun lige foran, og ikke engang Manchester City er uden for rækkevidde, fastslår en optimistisk Wenger.

Siden han overtog manager-ansvaret i Arsenal i 1996, har Wenger aldrig oplevet at slutte sæsonen ringere placeret end en fjerdeplads. Arsenal har dog ikke været i top-2 siden sæsonen 2004/5, hvor Chelsea blev mestre.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu