WHO overvejer at anerkende sexafhængighed som sygdom

2. marts 2013 00:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
WHO overvejer at anerkende sexafhængighed som sygdom
Billede mangler

Et stigende antal danskere lider af sexafhængighed. For ti år siden blev to til fire personer henvist til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet af deres egen læge. Det tal er nu oppe på 30-35 årligt, skriver Politiken.

 

I USA har en undersøgelse vist, at mellem tre og seks procent af amerikanske mænd i dag er sexafhængige.

»Jeg er ikke i tvivl om, at der er kommet flere«, siger Tommy Lillebæk, psykolog og behandler på Rigshospitalet.

Han peger på internetporno som den primære årsag.

Sexafhængighed er endnu ikke godkendt som selvstændig diagnose af WHO, men Verdenssundhedsorganisationen overvejer at sætte lidelsen på listen over afhængighedssygdomme på linje med alkoholisme og ludomani.

»Spørgsmålet er under behandling, og hvorvidt det kan betegnes som en afhængighed, vil afhænge af drøftelserne med relevante eksperter«, siger presseofficer i WHO Glenn Thomas til avisen.

Psykolog og lektor ved Købehavns Universitet Gert Martin Hald har forsket i sexafhængighed, og han mener, at tilstanden kan få alvorlige konsekvenser.

»Personen kan bruge hele husholdningsbudgettet på prostituerede eller kan bruge så meget tid på at masturbere eller sexchatte, at der ikke er tid til andet,« siger han.

Hvis sexafhængighed bliver godkendt som diagnose, vil det fortsætte tendensen med at gøre afhængighed til et problem, siger den danske lektor i bioektik Mickey Gjerris, der beskæftiger sig med prioritering i sundhedsvæsnet i Etisk Råd.

»Man kan godt diskutere, om mange af de situationer, vi står i, i virkeligheden ikke er noget, vi før i tiden betragtede som livsvilkår. Folk bliver afhængige af stoffer, alkohol, spil, sex, træning og chokolade. Det er alment. Men folk vil i stigende omfang have hjælp til at takle det,« siger han til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu