Wikileaks lækker to millioner syriske e-mail

5. juli 2012 16:01 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Wikileaks lækker to millioner syriske e-mail
Billede mangler

Den afslørende internetside Wikileaks er ved at offentliggøre cirka to millioner e-mail, som er sendt af ledende politikere i Syrien. Det oplyser en talsmand.
De mange dokumenter stammer tilbage fra 2006 og frem til marts i år og dækker derfor også en del af den periode, hvor der har været et folkeligt oprør mod præsident Bashar al-Assad.
– Vi er netop gået i gang med at offentliggøre mere end to millioner e-mail fra syriske politikere, ministerier og statslige virksomheder, siger talsmand for Wikileaks, Sarah Harrison.
I en skrevet erklæring siger grundlægger af Wikileaks, Julian Assange, at dokumenterne er yderst belastende for den syriske ledelse, men også pinlige for Syriens udenlandske modstandere.
Sarah Harrison siger, at Wikileaks ikke kan kommentere indholdet af de mange e-mail og ikke ved præcis, hvornår alle e-mail er offentliggjort.
– Det vil tage nogen tid, før alle historier er tilgængelige, siger hun.
Offentliggørelsen kommer en dag efter, at den russiske ledelse sagde, at den ikke har diskuteret at give den syriske præsident Assad asyl med den amerikanske regering.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu