Wilbek: Håndbold kan dø af CL-udvidelse

15. marts 2013 20:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Wilbek: Håndbold kan dø af CL-udvidelse
Billede mangler

Efter pres fra klubber som Jesper Nøddesbos FC Barcelona samt Mikkel Hansens Paris Handball overvejer det europæiske håndboldforbund (EHF) at få Champions League til at omfatte mere end de nuværende 24 hold.

 

Men det er ikke nogen god idé, mener bl.a. den danske landstræner Ulrik Wilbek.

– Det er en foruroligende udvikling, siger Ulrik Wilbek til dr.dk.

Landstrænerens bekymring går på, at de flere internationale kampe skal tages fra de nationale turneringer. Og det kan koste interesse for de nationale ligaer.

– Det er vigtigt, at alle nationer forstår, at det er deres egne nationale ligaer, der skal prioriteres, så de skaber interesse i landet og de forskellige byer. Ellers så dør det.

I den nuværende udgave af herrernes Champions League er de 24 hold delt ind i fire grupper af seks hold, hvorefter der er ottendedelsfinaler. Hos kvinderne er der kun 16 hold med i hovedturneringen, hvorfra otte går videre til kvartfinalerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu