Wilbek-hustru sparet væk som sportschef

21. marts 2013 10:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Wilbek-hustru sparet væk som sportschef
Billede mangler

Håndboldklubben Viborg HK barberer budgetterne for at finde ti millioner kroner i besparelser. Det går nu blandt andet ud over Ulrik Wilbeks hustru, Susanne Munk Wilbek, der indtil nu har bestridt posten som sportschef i klubben. Den tidligere landsholdsprofil er i stedet blevet tilbudt en tjans som målmandstræner, skriver TV 2 Sporten.

– Susanne er ikke blevet fyret, men vi har ændret struktur og blandt andet nedlagt sportschef-stillingen. I stedet er hun blevet tilbudt at være målmandstræner og talentchef. Det er et tilbud, som hun lige nu overvejer, siger direktør Peter Cassøe ifølge TV 2 Sporten.

Den tidligere landsholdsmålmand er ikke den eneste, det går ud over i sparerunden. Ud over Susanne Munk Wilbeks job forsvinder et administrationsjob, lederen af klubbens akademi og medarbejdere i salg, marketing og kommunikation.

– Der er ikke råd til en sportschef. Vi har et kæmpe underskud, og derfor gennemfører vi spareplanen, siger direktøren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu