Wilbeks B-landshold tog endnu en skalp i Polen

6. april 2013 21:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Wilbeks B-landshold tog endnu en skalp i Polen
Allerede i efteråret var Ulrik Wilbek klar til at forlade posten som landstræner for de danske herrer. Foto: Facebook.

I fire-nationers turneringen i Gdansk vandt det danske B-landshold lørdag sin anden kamp, da Polen blev besejret. Værterne måtte efter en tæt afslutning se Wilbeks udvalgte vinde med 30-28.

 

Dermed er Danmark allerede nu sikre på at vinde turneringen uanset resultatet af holdet sidste kamp, der spilles søndag, hvor Norge er modstanderen.

Morten Olsen, der trak sorteper i sidste øjeblik, da Wilbek i januar udtog sin VM-trup, var den helt store offensive danske profil i kampen. Otte gange nettede playmakeren, som dermed fik vist landstræneren, at han kan overføre sit målfarlige spil fra Bundesliga-klubben Hannover-Burgdorf til landsholdet.

Defensivt var det Team Tvis Holstebros Klaus Thomsen, der bandt tingene sammen.

– Han dækkede aldeles strålende – og især var jeg imponeret af hans makkerskab med Benjamin Jakobsen. Angrebsmæssigt var det i dag de mere etablerede spillere som Morten Olsen, Mads Christiansen, Mads Mensah Larsen og Casper U. Mortensen, der gjorde det fint mod et absolut ikke ueffent polsk mandskab, sagde landstræneren efter kampen.

Ulrik Wilbek fulgte – ligesom i fredagens sejr over Tyskland – kampen fra tribunen, mens assistenterne Henrik Kronborg og Claus Hansen styrede slagets gang fra bænken.

Kampen danske målscorere var:

Morten Olsen 8, Casper Ulrich Mortensen 6, Mads Christiansen 6, Mads Mensah Larsen 4, Morten Balling 3, Michael Damgaard 2, Patrick Wiesmach 1

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu