Woods: Ingen undskyldninger

15. april 2013 14:23 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Woods: Ingen undskyldninger
Billede mangler

Tiger Woods er efter sin femteplads i årets US Masters uden sejr i en major siden 2008. En sidste runde på 70 slag efterlod Woods fire slag efter den australske vinder Adam Scott, men meget kunne måske have set anderledes ud, havde det ikke været for de to strafslag, han blev tildelt i anden runde for ulovligt drop på 15. hul.

Men straffen, der af mange blev set så alvorlig, at en diskvalifikation var på tale, er ikke noget Wood vil undskylde sin placering med, når han får spørgsmålet om, hvorvidt han kunne have vundet turneringen, hvis han ikke havde fået straffen.

– Sådan noget med ‘”hvad hvis'” kan vi spørge efter alle de turneringer, vi taber. Vi taber jo flere turneringer, end vi vinder på touren, så det er bare en del af vores proces, og jeg skal nok vende tilbage til det i min proces, siger Woods, der ikke følte sig hæmmet af straffen i sin videre færd i turneringen.

– Nej, jeg tænker ikke over sådan noget, når jeg spiller. Absolut ikke. Jeg skal fokusere på min opgave, hvor jeg skal placere bolden og sikre mig den laveste score på det pågældende tidspunkt, siger han.

Woods har vundet 14 majors, den seneste tilbage i 2008, og amerikaneren forsøger at slå Jack Nicklaus’ rekord på 18 majors. I år har Woods vundet tre PGA Tour-turneringer, og han fokuserede da også på det positive efter sin femteplads på Augusta.

– Jeg havde svært ved at vænne mig til tempoet på banerne, de var meget langsommere søndag, end de var lørdag. Jeg spillede godt, og jeg havde en god chance, men uheldigvis missede jeg for mange putts og missede nogle slag her og der. Jeg spillede her, som jeg har gjort hele året, og det er et godt tegn, siger Woods

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu