Wozniacki bragede videre i Australien

6. januar 2013 10:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Wozniacki bragede videre i Australien
Caroline Wozniacki. Foto: Colourbox.
Den danske tennisdarling er klar til 2. runde i Apia International i Australien. Foto: Colourbox.

Den danske tennisdarling er klar til 2. runde i Apia International i Australien. Foto: Colourbox.

Urszula Radwanska kunne intet stille op mod Caroline Wozniacki i første runde af WTA-turneringen Apia International i Sydney.

 

Caroline Wozniacki er kommet flot i gang med første kamp i 2013.

 

I første runde af Apia International søndag nat dansk tid slog den danske tennisspiller polakken Urszula Radwanska med de klare cifre 6-1 6-2.

 

– Dejligt at vinde den første kamp i sæsonen. Vandt 6-1 6-2, skriver Caroline Wozniacki efterfølgende på sin Twitter-profil.

 

Sæsonen 2013 gik allerede i gang i de sidste dage af 2012, da Brisbane International lagde grund til den første opvarmningsturnering frem mod Australian Open, men her floppede Caroline Wozniacki.

 

I en tæt kamp mod verdens nummer 103, Ksenia Pervak fra Kasakhstan, tabte Wozniacki 6-2 3-6 6-7.

 

Anderledes går det altså i den sidste generalprøve før årets første Grand Slam, Australian Open.

 

Men selv om cifrene ikke viste nogen større anstrengelse for danskeren, var der også andre ting at slås med, forklarede Wozniacki efter kampen.        – Det var ret varmt herude i dag. Specielt i løbet af andet sæt kunne man virkelig mærke varmen. Jeg er bare glad for sejren og ser nu fremad, sagde verdensranglistens nummer ti.

 

I næste runde venter enten tyskeren Julia Goerges, der er nummer 18 i verden, eller en endnu ukendt kvalifikationsspiller.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu