Wozniacki klar til Radwanska

14. februar 2013 16:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Wozniacki klar til Radwanska
Billede mangler

Caroline Wozniacki er klar til at spille kvartfinale mod sin polske veninde, Agnieszka Radwanska, ved WTA-turneringen Qatar Total Open i Doha.

Således vandt den 22-årige danske tennisspiller en dramatisk tredjerunde-kamp mod tyskeren Mona Barthel 7-6, 6-3.

Undervejs i den knap to timer lange kamp var Caroline Wozniacki et par gange i diskussion med den norske dommer Julie Kjendlie. Så højt gik bølgerne, at den danske tennisspillers far, Piotr Wozniacki, pludselig begyndte at blande sig fra sin plads blandt tilskuerne.

Det brød turneringens supervisor sig ikke om. Han bad Piotr Wozniacki om at dæmpe sig. Og da opfordringen blev efterkommet, blev kampen genoptaget.

Episoden fandt sted i andet sæt, hvor Caroline Wozniacki i egen serv førte 3-1. Caroline Wozniacki troede, at hun havde vundet partiet, da tyskeren sendte en bold ud over sidelinjen. Men dommen blev underkendt, og bolden dikteret spillet om. Men den kendelse brød hverken Caroline eller Piotr Wozniacki sig om.

Caroline Wozniacki vandt dog partiet alligevel, og sikrede sig kort tid efter videre avancement i turneringen.

Kampen i Doha var langt fra nogen spillemæssig nydelse. Både Caroline Wozniacki og Mona Barthel havde i den kraftige vind svært ved at styre boldene. Derfor blev der lavet en del uprovokerede fejl.

Caroline Wozniacki, der ligger nummer 10 på verdensranglisten, skal nu møde fjerdeseedede Agnieszka Radwanska, som hun ved flere lejligheder både har trænet og holdt ferie med. 

De to har tidligere duelleret otte gange. Statistikken viser, at Caroline Wozniacki – trods nederlag i de seneste to kampe – fører 5-3.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu