Wozniacki takkede sine fans efter storsejr i USA

3. april 2013 19:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Wozniacki takkede sine fans efter storsejr i USA
Sådan Caroline - sikker sejr i første kamp i French Open. Foto: Facebook.

Caroline Wozniacki havde slet ingen problemer og udspillede spanieren Silvia Soler Espinosa ved sin første kamp i WTA-turneringen i Charleston, USA.

 

Således vandt den danske tennisdronning med knusende 6-1, 6-1 og er videre til turneringens tredje runde.

Caroline Wozniacki er seedet som nummer to i Charleston og trådte derfor først ind i anden runde.

Og her lod hun altså aldrig sin spanske modstander få initiativet i duellerne, der ofte blev vundet fra danskerens baglinje.

– Det er altid hårdt at spille sin første kamp i en turnering, hvor du skal vænne dig til, hvordan bolden bevæger sig. Men jeg både servede og returnerede godt, så det er jeg ret tilfreds med, sagde hun efter kampen.

Caroline Wozniacki vandt tilbage i 2011 turneringen, hvilket har givet hende en del fans på tribunerne ved Family Circle Cup, som turneringen i Charleston officielt hedder.

– Jeg elsker denne her turnering, hvor jeg har spillet rigtig godt tidligere. Sidst var jeg her som forsvarende mester, så jeg har gode minder herfra, og jeg ved, at jeg har mange fans her. Og I skal alle sammen have tak for at dukke op og støtte mig, sagde hun.

I tredje runde møder Caroline Wozniacki vinderen af kampen mellem Vania King fra USA eller Andrea Petkovic fra Tyskland.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu