Wozniacki tror på Sharapova-revanche

17. marts 2013 21:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Wozniacki tror på Sharapova-revanche
Billede mangler

Det var en afklaret tennis-dansker, der efter nederlaget på to gange 6-2 i sæt takkede sine fans i Florida, USA.

– Det har altid været en god turnering for mig, det var tredje gang, jeg spillede finale her, og jeg har altid kunnet lide det. Jeg føler mig godt tilpas og kan lide at spille her, sagde Caroline Wozniacki fra Centre Court, i øjeblikkene efter finalenederlaget til en nærmest perfekt spillende russer, Maria Sharapova.

Caroline Wozniacki virkede da heller ikke nedtrykt, men blot fyldt med anerkendelse af sin modstander, der leverede hele 33 vinderslag mod Caroline Wozniackis beskedne to.

Nu håber hun på, at hun kan få lov at møde Maria Sharapova i turneringen i Miami. Der kan rollerne formentlig blive byttet om, efter Sharapova søndag revancherede et tidligere finale-nederlag til netop Wozniacki i Indian Wells.

– Maria spillede rigtig godt i dag, bedre end mig. Forhåbentlig kan jeg få min revanche i Miami senere, hvor vi forhåbentlig kommer til at mødes i finalen, det håber jeg i hvert fald, sagde Caroline Wozniacki.

Danskeren tager dog også noget med hjem fra finalen i Florida. Præmiechecken er på 500.000 dollar. Men det bedste er nok det verdensranglistehop, hun kan indkassere efter to ugers solidt spil i Indian Wells. Når kvindernes verdensrangliste bliver opdateret mandag, rykker Caroline Wozniacki en plads frem fra nummer 10 til nummer ni i verden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu