X Factor-deltagere skriver selv finalesange

19. marts 2012 14:37 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
X Factor-deltagere skriver selv finalesange
Billede mangler

X Factor-finalen på fredag den 23. marts bliver anderledes i år.
Når den store finale løber af stabelen, bliver det nemlig med finalisternes egne sange.
Finalen i Boxen i Herning vil byde på tre vindersange fra hver deltager, som de selv har skrevet sammen med hver sit sangskriverteam, skriver DR.
“Det har været en fantastisk spændende proces at følge, og jeg ved, at finalisterne har lært utrolig meget af samarbejdet med vores dygtige sangskriverteams,” siger DR’s underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.
Ida har skrevet sin vindersingle sammen med Tobias Stenkjær og Søren Vestergaard, som har en fortid i rockbandet Apollo.
Line har skrevet sin sang sammen med sin X Factor-sangcoach Engelina og producerteamet Providers. De er holdet bag alle Medinas hits.
Sveinur har fundet sammen med bassisten i Carpark North, Søren Balsner, for at finde frem til den helt rigtige rockenergi.
Det bliver den tidligere deltager Basim, der får lov at styre slagets gang og charme sig igennem aftenen som livereporter.
Medina vil gæste showet, som tidligere har optrådt i en X Factor finale sammen med Pernille Rosendahls finalist og vinder, Thomas i 2009.
Kato vil give tv-verdenspremiere på sin helt nye single ‘Never Let You Go’. Singlen udkommer officielt i dag den 19. marts.
Andre navne som optræder til finalen er Alphabeat, Oh Land og Lukas Graham.
Kilde: dr.dk

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu